- Gigtmedicinen kan være farlig, men vi kan ikke fjerne den fra patienter med kroniske smerter, siger Henrik Dibbern, formand for de 3600 praktiserende læger i Danmark.

- Jeg er helt enig med Lægemiddelstyrelsen i deres advarsel omkring de stærke smertestillende præparater (NSAID) mod gigtsmerter. De kan have ganske alvorlige bivirkninger, siger Henrik Dibbern efter at B.T. igår kunne fortælle, at Lægemiddelstyrelsen nu advarer kraftigt mod smertestillende NSAID-tabletter som Bomyl, Ibuprofen, Ipren, Voltaren og Diclofenac.

Akutte maveblødninger

- Men vi kommer ikke helt bort fra dem. Det kan vi ikke gøre overfor de patienter, der dagligt lider af stærke kroniske smerter. Dem bliver vi nødt til at hjælpe, og dér er det typisk ikke nok med Panodil, der har mildere bivirkninger, mener lægeformanden, der ligesom Lægemiddelstyrelsen advarer mod brugen af de stærke gigt-præparater.

- De kan give akutte maveblødninger fuldstændigt uden forvarsel. Selv ved kortere tids brug og hvis man holder sig til de doser der anbefales. Så man skal være varsom, og det mener jeg i øvrigt også at mine medlemmer er. Vi kender udmærket de bivirkninger der kan opstå, og anbefaler typisk, at starte med de mildeste først. Men da det er håndkøbsmedicin, har patienterne ofte prøvet de milde først, og når de opsøger deres læge, er det fordi det ikke tager deres smerter, siger Henrik Dibbern, der oplyser, at de milde paracetamol-præparater (Panodil, Pinex og Pamol) og de stærkere NSAID-tabletter giver en lettere øget smertestillende effekt, hvis de tages sammen.

Kan føles som et lille mirakel

Lotte Fonnesbæk, der er sundhedsfaglig direktør i Apotekerforeningen mener også man skal passe på med de stærke gigt-præparater.

- Vi ligger helt i tråd med lægemiddelstyrelsens anbefalinger. Vi siger til de patienter der køber smertestillende piller i håndkøb på apotekerne, at de milde paracetamol-præparater altid bør være førstevalget. Man skal tænke sig godt om, når man bruger de stærke med NSAID-piller, understreger Lotte Fonnesbæk.

- Ofte er der også andre muligheder for at dæmpe sine smerter. Hvis man har stærke smerter i knæet, og man taber sig otte kilo, kan det nærmest føles som et lille mirakel, siger Apotekerforeningens sundhedsfaglige direktør.

Lotte Fonnesbæk oplyser i øvrigt, at heller ikke paracetamol-midlerne, der ofte bruges mod hovedpine, er uden utilsigtet sideeffekt.

- Hvis man tager foreksempel Panodil, Pinex eller Pamol i mere end 15 dage om måneden, er en af de mulige bivirkninger hovedpine, siger Lotte Fonnesbæk.

kse@bt.dk