Da advokat Nicolai Dyhr i 2022 blev fanget på TV 2s skjulte optagelser i dokumentaren 'Den Sorte Svane', var han ramt af en personlig tragedie.

Det fortæller han i B.T.s mediepodcast podcast Q&CO.

Her bliver han spurgt ind til, hvorfor han overhovedet vælger at mødes med muldvarpen Amira Smajic, hvor han - ifølge TV 2 - siger, at han er villig til at se bort fra økonomisk kriminalitet.

»Der er en personlig ting. Det må I købe ind på eller ej. Men det kan jeg lige så godt sige, som det er. Jeg havde været sammen med en pige, hvis søster blev slået ihjel i Præstø i start oktober 2022. Og i forlængelse af det var jeg personligt helt i tovene.«

I TV 2-dokumentaren får man indblik i, at Nicolai Dyhr tilsyneladende accepterer hvidvaskning, og at han ifølge TV 2 får information om omfattende svindel uden omgående at involvere politiet.

Nicolai Dyhr mistede efterfølgende jobbet i advokatkontoret Horten.

»Det var min kærestes søster, der blev slået ihjel. Så det er en personlig krise, men det havde intet med det at gøre. Andet end at jeg er… Jeg er ikke mentalt, hvor jeg skal være på det tidspunkt. Men det må jeg selv stå inde for,« siger Nicolai Dyhr i podcasten.

Hvorfor siger du ikke det til TV 2?

»Fordi jeg ikke vil have, TV 2 blæser det yderligere op. De bruger alt imod mig,« siger Nicolai Dyhr i podcasten.

Umiddelbart efter besøgte Peter Vesterlund, journalist og tilrettelægger på 'Den sorte Svane', og Michael Nørgaard, redaktionschef på TV 2, studiet, hvor de blev spurgt, om de ville have behandlet Dyhr anderledes, hvis de havde kendt til den historie.

»Jeg synes, at det lyder som en helt forfærdelig og tragisk sag. Udover det har jeg ikke så meget at sige til det,« siger Peter Vesterlund og tilføjer:

»Udover – jeg tror ikke helt, at jeg kan forstå, at dét skulle være forklaringen på, at han benytter det, han selv kalder ålerusemetoden. Men når det er sagt, så lyder det da helt forfærdeligt.«

Michael Nørgaard siger også, at informationen gør indtryk på ham.

»Det er ny viden for mig. Men jeg tror, at det er vigtigt at hæfte sig ved, at der er en række skjulte optagelser, hvor der bliver fremsat en række ytringer, som eksperter kritiserer. Nicolai Dyhr har jo stillet op til det interview, vi netop har talt om, hvor han jo – går jeg ud fra i ligevægtig tilstand – forklarer og forsvarer sine ytringer.«

»Så det kan godt være, at Nicolai Dyhr nu siger, at da han fremsatte ytringerne på kontoret, at han der var uligevægtig. Men han har jo så sidenhen – og der gik jo lang tid før vi lavede interviewet – forklaret og forsvaret sig.«

Hør Nicolai Dyhr fortæller om dødsfaldet - og hvordan det ifølge ham selv påvirkede ham - en time og fem minutter inde i programmet - lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: 

Andre læser også