Der har været en større oprydning i gang efter tronskiftet i det danske kongehus tilbage i januar.
Nu er den nye liste med de royale protektorater klar. Mere end 100 vil blive slemt skuffede.
Det står klart, efter Kongehuset tidligere torsdag kunne berette, at listen med de royale protektorater går fra 258 til 140.
Men det er ikke eneste ændring, som nu træder i kraft.
Også længden på protektoraterne bliver tidsbestemt til en femårig periode. Herefter kan en organisation søge igen.
I en udtalelse fra Kongeparret lyder det:
»Gennem århundreder har Kongehusets protektioner støttet almennyttige organisationers vigtige arbejde i Danmark, i Rigsfællesskabet og i udlandet. Det er en tradition, som vi er stolte af at fortsætte, og som vi som samlet familie kommer til at sætte vores præg på.«
Den fortsætter:
»Vi ønsker med de kongelige protektioner at støtte indsatser, som fremmer dansk kultur, videnskab og virkelyst, som værner om vores natur, som udgør en stemme for de udsatte og sårbare i vores samfund, og som binder os sammen i små og store fællesskaber.«
Ifølge lektor ved Københavns Universitet og ekspert i netop Kongehuset Sebastian Olden-Jørgensen, så sendes der med den opdaterede og nedjusterede liste over royale protektorater et »tydeligt signal«.
»Med den her ændring så indikeres det, at engagementerne i de her protektorater gøres mere eksklusivt. Og det lægger op til, at de royale vil engagere sig mere i de enkelte protektorater – et ægte engagement,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.
»Det giver et signal om, at de royale vil spille en rolle hos de organisationer, som de er protektorer for,« siger han.

Ser man på listen over, hvilke protektorater de royale vil have fremover, så står det klart, at alle på nær prinsesse Marie kommer til at få færre.
Således vil dronning Mary gå fra 36 protektorater til 23, kong Frederik fra 32 til 27, prins Joachim fra 40 til 24 og prinsesse Benedikte fra 44 til 24.
Rigtig mange organisationer, som altså tidligere har haft et royalt protektorat, der kan betyde meget for indtjening, omtale og ry, vil blive slemt skuffede, mener Sebastian Olden-Jørgensen.
»De vil utvivlsomt blive kede af det. For et protektorat er også godt, selvom man måske ikke har fået så meget tid fra de royale. Men der er lagt op til en anden og mere aktiv form for protektorat,« siger han.
Det, eksperten dog nu kommer til at se på med spænding, er, om de markant færre royale protektorater så også rent faktisk vil betyde mere tid hos de særligt udvalgte organisationer.
»Nu skal de leve op til det her. De royale skal vise, at når man er et medlem af Kongehuset, så engagerer man sig rent faktisk i protektoraterne. Og det her med, at de bliver tidsbegrænsede er igen et løfte om, at der vil komme aktivitet,« siger han.
Der, hvor langt de fleste royale protektorater forsvinder, er hos dronning Margrethe.
Hun går fra 79 til 19.
Nogle få af dem overgår til kong Frederik. Men langt de fleste forsvinder.
Det ser Sebastian Olden-Jørgensen en helt klar årsag til.
»Hun er ikke regerende dronning længere, så kan hun ikke have flest. Det skal kongeparret have, så det er egentlig simpelt,« siger han.