Konkursadvokat Nikolai Dyhr lader sig normalt ikke lokke - men denne gang faldt han i.

Sådan lyder hans egen forklaring på sin optræden i TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane', hvori han afsløres i at mødes og drøfte metoder til konkurssvindel med kriminelle på et kontor i København.

»Der kan jeg slå mit eget hoved ind i væggen tusinde gange, for det plejer jeg ikke at gøre,« siger Dyhr i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast Q&CO.

I podcasten forklarer han nu, at det var udsigten til at blive kurator på en række store konkurssager, som i sidste ende fik ham til at udstille sig selv på skjult kamera i den spektakulære dokumentarserie.

Dyhr er én af flere personer i et galleri bestående af blandt andre rockere, bandemedlemmer og en storsvindler, som i løbet af dokumentarens fem afsnit møder op på et opstillet advokatkontor, hvor TV 2 og en muldvarp i hemmelighed optager dem, mens de drøfter ulovligheder.

»Du er højtanskrevet konkursadvokat, du er partner i et af de mest prestigefyldte advokatfirmaer,« bemærker vært Henrik Qvortrup i Q&CO. »Hvorfor går du overhovedet ind i den arena med den type mennesker?«

»Ja ... Ærligt: Den første sag, der siger jeg nej tak,« svarer Dyhr og henviser til en sag præsenteret af TV 2's muldvarp, Amira Smajic, der i dokumetaren fremstår som bindeleddet mellem ham og en række kriminelle.

»I den anden sag lokker hun med otte selskaber, der skal rekonstrueres. Det kan være en stor sag.«

»Alle ved, at der blandt konkursadvokater er en stor konkurrence for at få de her boer,« tilføjer han og slår fast, at det for ham handler om ren forretning.

»Hendes indgang til mig er, at hun har nogle konkurser, som Kammeradvokaten ellers vil få.«

TV 2's dokumentar har indtil videre kostet Dyhr sin stilling som partner i Horten-advokater, hvor ledelsen tager afstand fra hans udtalelser.

I dokumentaren hører man blandt andet Dyhr fortælle forretningsmand og svindler Martin Malm, hvordan man bedst begraver svindel i konkursboer, som han selv står til at blive kurator i:

»Det bedste set fra din side er at aflevere et konkursbo, der er et hul i jorden,« lyder det fra Dyhr på de skjulte optagelser. »Så bliver der ryddet overfladisk op, og så bliver det lukket inden for tre til seks måneder.«

Dyhr siger til TV 2, at alt er gået efter bogen i de konkursboer, han har behandlet for svindleren Martin Malm, som TV 2 sætter ham i forbindelse med i dokumentaren.

Hans udtalelser på de skjulte optagelser har han ytret for at skabe tillid og lokke sine 'ofre' til at lade ham være kurator, forklarer han til mediet og kalder det en 'ålerus'-metode.

Hør det eksklusive interview med Nicolai Dyhr i Q&CO 48 minutter inde i denne uges afsnit – lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder:

Q&CO - Nyhedsbrev

Få Henrik Qvortrups gennemgang af de mest diskuterede historier om medierne direkte i din indbakke