På trods af en ganske kreativ indsmuglingsmetode, er en 31-årig mand alligevel blevet opdaget i - og nu dømt for - at have smuglet en større mængde hash.
Manden blev onsdag idømt seks års fængsel for sin medvirken til at smugle i alt 1.500 kilo hash fra Marokko til Spanien og videre til Danmark. Fem mænd og en kvinde er allerede dømt i sagen, skriver NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet red.) i en pressemeddelelse.
Med lastbil ankom stofferne til Haslev. Men de var hverken pakket i kasser eller gemt blandt andre varer, som man tidligere har set kriminelle forsøge sig med. Derimod var hashen pakket ind i selve træpallerne.
Fra lageret i Haslev blev cannabissen kørt til en garage i Solrød, som gruppen brugte som hovedlager. Herfra hentede den 31-årige flere gange flyttekasser med hash. Ifølge retten fik han i alt overdraget 356 kilo hash fra februar 2023 til august samme år, hvor han blev anholdt.
»Organisationens opbygning med et tilsyneladende legalt importfirma, fjernlager og hovedlager samt anvendelsen af særligt tilpassede paller til at skjule hashen, har efter anklagemyndighedens opfattelse været med henblik på at mindske risikoen for at blive opdaget af politiet,« siger specialanklager ved NSK, Rasmus von Stamm, der er godt tilfreds med, at alle de tiltalte i sagen nu er dømt.
Den 31-årige blev også dømt for at have været i besiddelse af 4,5 kilo kokain og 150 kilo hash tilbage i efteråret 2020.
Manden udbad sig betænkningstid og har altså ikke endnu besluttet, om han vil anke dommen til landsretten.