En hær skal stå standby flere steder i Europa, mens de venter på den leder, som skal være verdens redningsmand.
Sådan beskriver en førende ekstremismeekspert, Alexander Ritzmann, kampklubben Active Club, der på kun få år er blevet verdens største højreekstreme netværk.
B.T. har den seneste tid sat fokus på Active Clubs indtog i Danmark. I maj advarede Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme mod gruppen, og Politiets Efterretningstjeneste (PET) har de seneste to år navngivet gruppen i deres vurdering af terrortruslen mod Danmark
Bag en forklædning af kamptræning, broderskab og vandreture har flere eksperter peget på, at der gemmer sig en ideologi, der trækker på nynazistisk tankegods.
»Det er ikke den gennemsnitlige neonazistiske gruppe. De handler ikke pludseligt. Deres strategi er at vokse, så når en leder, som de kan støtte, dukker op, så kan de beskytte vedkommende,« siger Alexander Ritzmann.
»Derfor kalder jeg dem en ‘skyggemilits’. For de vil vise myndighederne, at de bare er racister, der laver sport. Baggrunden er dog en hel anden,« siger han.
Alexander Ritzmann har i flere år forsket i ekstremisme hos den amerikanske organisation Counter Extremism Project. I hans forskning har Active Clubs de seneste år gjort indtryk på ham, mens afdelinger har spredt sig fra USA til Europa.
Siden bevægelsens begyndelse er der ifølge Ritzmann skudt over 100 lokale afdelinger op globalt.
I Europa har han kortlagt 53 klubber i 25 europæiske lande. Men han har ikke et konkret bud på, hvor mange medlemmer den såkaldte 'skyggemilits' har:
»Som gruppen er designet, er det umuligt at vide, hvor mange medlemmer bevægelsen faktisk har. Som en del af deres propagandastrategi viser de kun de 'attraktive' medlemmer,« siger han.
Med »attraktive« mener Ritzmann dem, der passer til bevægelsen image om store muskler, kamptræning, og som udadtil ikke viser højreekstrem symbolik eller vold uden for klubben.
»Jeg er sikker på, at de Active Clubs er involverede i vold. Udfordringen er, at hvis folk er smarte, efterlader de ikke et manifest på et højre ekstremt motiv,« siger han og tilføjer:
»Det er selvfølgelig muligt at medlemmer træner uden et mål om at skade nogen. Men jeg er meget skeptisk,« siger han.
Han nævner, at der omkring netværkets opstart var flere amerikanske Active Clubs, der offentligt trænede som en milits med våben og førstehjælpstræning.
Men fordi det tiltrak ransagninger, retsforfølgelse og myndighedernes opmærksomhed, lægger Active Clubs ikke længere den slags indhold ud til offentligt skue.
»Nogle af dem er smarte mennesker, der har udviklet en smart strategi. Vi kan ikke tro på dem,« siger han.
»Det betyder ikke at alle opbygger en milits, men hvis de bare vil kamptræne og bokse, hvorfor har de så sluttet sig til eller startet en Active Club,« siger han.