Fredag aften fik en koncert med den folkekære rapper Tessa en pludselig afslutning.

For efter omkring tyve minutter blev koncerten til 'VejFest' i Byparken i Vejle afbrudt, og Tessa forlod scenen. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Ifølge mediet blev hun forstyrret af en gruppe på 8-10 personer, der lavede moshpits foran scenen, og henvendte sig til rapperen.

»Hun sagde, at de kastede nogle håndtegn op mod hende, og det gjorde hende utryg. Hun var bekymret på publikums vegne og ville gerne have, at vi håndterede det,« fortæller eventkoordinator Erik Sanders til avisen.

Vagterne nåede dog ikke at finde gruppen, før Tessa forlod koncerten, der altså blev nedbarberet fra en længde på 30 minutter til omkring 15-20 minutter.

Vejle Amts Folkeblad skriver at politiet efterfølgende havde fat i en gruppe på 8-10 personer, men at de ikke blev sigtet for noget.