Eva Havers-Borgersen har fundet en vigtig sammenhæng mellem hjertekarsygdomme og en kvindesygdom, der rammer hver tiende.

Egentlig skulle Eva Havers-Borgersen have skrevet sin ph.d. om medfødte hjertesygdomme og hjerteklapbetændelse.

Men under et ophold i Australien blev hun introduceret til en gruppe hjertelæger, der forskede i svangerskabsforgiftning.

LÆS OGSÅ: Endometriose er en overset sygdom. Men der er endelig godt nyt

»Jeg blev overrasket over, hvor lidt vi egentlig ved om sammenhængen mellem kvinde- og hjertesygdom. Især når man tænker på, hvor mange kvinder det drejer sig om.«

Derfor valgte hun at skifte retning, da hun kom tilbage til Danmark.

Og i sin forskning har hun opdaget nogle oversete, men helt afgørende forbindelser, der kan være med til at redde menneskeliv.

LÆS OGSÅ: Når Helle vågnede om morgenen, turde hun ikke stå op. Hun vidste, at blodet ville fosse ud af hende

En overset sammenhæng

Eva Havers-Borgersen er uddannet læge og forsker i kvindesygdomme og deres betydning for hjertesundheden.

Hun har især kigget på svangerskabsforgiftning, endometriose og senest polycystisk ovariesyndrom – sygdomme, som mange kvinder lever med, men som sjældent bliver nævnt i sammenhæng med hjerte-kar-sygdomme.

For hendes opdagelser modtog hun i efteråret 2024 Lundbeckfondens Talent Prize – og der er i den grad brug for forskningen!

For forskningen i kvindesygdomme halter over en bred kam efter.

Ifølge magasinet Sund Forskning bliver der kun afsat fire procent af verdens samlede forskningsmidler til udvikling af medicin og behandling specifikt målrettet kvinder.

På Woman har vi også ad flere omgange skrevet om den manglende forskning i kvindesygdomme.

Blandt andet om, hvordan kvinder dør af hjertesygdomme på grund af forskeres fordomme, om Bushra, der ikke har kunnet få hjælp til PCOS og om den cykliske lidelse PMD, som vi ved alt for lidt om herhjemme.

Eva Havers-Borgersen har da også mødt skepsis undervejs, da hun skiftede spor – især fra dem, der ikke kunne se, hvorfor kvindesygdomme skulle være vigtige at forske i i relation til hjertesygdomme.

Men hun lod sig ikke påvirke.

»Vi har i Danmark en kæmpe fordel, fordi vi kan bruge vores sundhedsregistre til at følge kvinder over mange år,« forklarer Eva Havers-Borgersen og fortsætter:

»Det gør det muligt at opdage sammenhænge, som ellers ville være svære at få øje på.«

Og sammenhængen er der.

I et af sine studier har Eva Havers-Borgersen og hendes kolleger undersøgt netop sammenhængen mellem endometriose og risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme.

»5,9 procent af kvinder med endometriose udviklede hjertesygdom i løbet af studieperioden mod 4,9 procent af kvinder uden – det er vigtigt, fordi så mange kvinder lever med endometriose,« siger Eva Havers-Borgersen.

Selvom tallene måske ikke virker så voldsomme, betyder de faktisk, at kvinder med endometriose har en 20 procent højere risiko for at udvikle blodpropper i hjertet og hjernen sammenlignet med kvinder uden endometriose.

Hun understreger, at studiet viser en tydelig sammenhæng, men at det ikke nødvendigvis betyder, at endometriose direkte forårsager hjertesygdom.

Det handler ikke om at skræmme

Eva Havers Borgersen understreger, at hendes forskning ikke skal gøre kvinder bekymrede – men opmærksomme.

»Mit råd til de kvinder, der lever med disse sygdomme, er at leve sundt og ikke gå og være bekymrede. Både kvinder og især læger skal være opmærksomme på, at der kan være en øget risiko, så vi kan optimere forebyggelse og sætte ind i tide i tilfælde af sygdom,« siger hun.

Det handler blandt andet om at gøre noget ved de risikofaktorer, man selv kan påvirke. For eksempel ved at undgå rygning og overvægt, begrænse sit alkoholforbrug, spise hjertesundt og sørge for at få behandling, hvis man har forhøjet blodtryk, kolesterol eller sukkersyge.

»Det bør vi som læger altid rådgive om, men jeg håber, at læger fremover vil have et ekstra øje åbent for kvinder med endometriose,« forklarer Eva Havers-Borgersen.

Hun håber, at forskningen kan være med til at ændre de retningslinjer, læger bruger, fx ved at udvikle nogle nye risikomodeller, så kvindespecifikke risikofaktorer ikke bliver overset.

»Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for kvinders hjerter – også selvom det bare er som en lille brik i det store puslespil,« siger Eva.