»Jeg mindes ikke vildere valgflæsk.«
Sådan lød dommen fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, da han hørte, at Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, ville fjerne al brugerbetaling på børnehaver og vuggestuer i Københavns Kommune.
Noget, hun for nylig lovede de københavnske børnefamilier, hvis hun altså får magt, som hun har agt til kommunalvalget den 18. november.
I denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, møder Rosenkrantz-Theil og Qvortrup hinanden ansigt til ansigt, da hun er gæstemedvært i podcasten – og her smider hun Qvortrups dom direkte tilbage i smasken på ham selv:
»Det er det vildeste vrøvl, jeg nogensinde har hørt dig sige,« indleder Rosenkrantz-Theil.
Hvorfor?
»Er vi enige om, at der på et tidspunkt i Danmarks historie var nogen, der gennemførte, at vi skulle have gratis uddannelser? Der var også nogen, der gennemførte, at vi skulle have gratis hospitaler. Og på et eller andet tidspunkt, så er der så folk som dig, der er begyndt - hver eneste gang, at nogen tør slå et bare lidt større brød op - at sige: 'Det er totalt valgflæsk, det kan ikke lade sig gøre'.«
Hun fortsætter: » Jamen hvordan i alverden har det så kunnet lade sig gøre – for mange årtier siden – at lave så store forbedringer?«
Så hvis du skulle forsøge dig med lidt kommentatorkritik til mig, hvad ville du så sige?
»Ja, at den har du trukket i en automat,« lyder dommen fra Rosenkrantz-Theil.
Det er dog ikke kun Qvortrup, der har været ude med riven angående Theils forslag. Det kan du læse mere om HER.
Du kan også lytte til hele afsnittet med Pernille Rosenkrantz-Theil i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: