Christian Eriksen havde flere grunde til, at han valgte tyske Wolfsburg.
Det forklarer han i et nyt interview frem mod sin potentielle debut i weekenden.
Efter at have været klubløs henover sommeren, hvilket betød, at han blandt andet gik glip af to landskampe, kunne 33-årige Christian Eriksen onsdag endelig melde ud, at han havde fundet en ny arbejdsplads.
Valget var faldet på den tyske Bundesligaklub VFL Wolfsburg, hvor han bliver klubkammerat med flere danskere, og i et nyt interview med Viaplay Sport sætter han et par ord på sit valg:
»Transfervinduet går jo, som det går. Jeg ventede på den rigtige ting i forhold til timing, familie og fodbold. Da Wolfsburg kom, føltes det tidsmæssigt, familiemæssigt og fodboldmæssigt som det rigtige valg.«
I Wolfsburg kommer han til at spille sammen med landsholdskollegaerne Joachim Mæhle, Jesper Lindstrøm, Andreas Skov Olsen og Jonas Wind, ligesom der også er dansk islæt på ledelsesgangen i form af klubchef Peter 'P.C'. Christiansen.
Viaplay Sport spørger videre i deres interview med Christian Eriksen, om han stadig kan få sommerfugle i maven over at skulle møde nye holdkammerater.
Det svarer han ja til, men tilføjer, at det selvfølgelig hjælper, at der er andre danskere på holdet.
I forbindelse med klubskiftet har Christian Eriksen tidligere udtalt til klubbens hjemmeside:
»Wolfsburg er min første klub i Bundesligaen. Jeg glæder mig meget til dette nye eventyr. Jeg er overbevist om, at vi sammen kan udrette noget i Wolfsburg. Samtalerne med de ansvarlige var meget gode. Jeg fornemmede straks, at Paul Simonis (Træneren, red.) har en klar idé for holdet og også for mig.«
»At der er mange ansigter i truppen, som jeg kender fra det danske landshold, gør VfL særligt attraktivt for mig.«
Fodbolddanmark har henover sommeren undret sig over, hvorfor Christian Eriksen ikke havde fundet en ny klub ovenpå sit kontraktudløb med Manchester United.
Da det kom frem, at han havde valgt tyske Wolfsburg, var B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge en smule misfornøjet.
»Det vil være synd at kalde det et sexet skifte,« udtalte han og fortsatte:
»Jeg er ret overbevist om, at Christian Eriksen ved sommerferiens start havde udset sig Spanien og La Liga som den næste destination – og ikke den grå Volkswagen-by lige midt i søvnige Niedersachsen.«
Lasse Vøge kunne dog også se noget positivt i klubskiftet:
»Vi kan godt forvente, at Eriksen ret hurtigt får tildelt en nøglerolle. Og det er jo sød musik i vores landsholdsører. Vi kan med rimelighed håbe på, at Christian Eriksen er oppe i omdrejninger til de to kommende VM-kvalifikationskampe.«
Han tilføjede:
»Og derfor kan det jo godt blive et fint skifte. Der er et godt niveau i Bundesligaen – også i en midterklub som Wolfsburg.«
Christian Eriksen kan få debut for Wolfsburg lørdag eftermiddag, når de møder FC Köln.