Der er ikke meget, der går Marius Borg Høibys vej for tiden.
I august blev han anklaget fire voldtægter af fire forskellige kvinder, mishandling af en tidligere samlever, vold, hærværk og trusler.
For blot at nævne de væsentligste punkter fra anklageskriftet.
Nu har han så selv tabt en sag, hvor han har anklaget en kvinde for falsk anklage, skriver den norske avis Dagbladet.
Set i den store sammenhæng, kan det virke som en mindre sag, men ikke desto mindre er det et tegn på, at det virkelig er hårde tider for det norske kongehus.
Og ikke mindst for kronprinsesse Mette-Marits ældste søn.
Den falske anklage drejer sig om en scooter, der tilhører en norsk kvindelig tv-profil.
I løbet af foråret gik kvinden til politiet og forklarede, at Marius havde lovet at reparere scooteren, men at han efterfølgende havde nægtet at aflevere den tilbage.
Derfor meldte hun ham for tyveri.
Og det var den anmeldelse, som Marius Borg Høiby og hans forsvarer mente, var falsk.
Derfor anmeldte de kvinden for falsk anklage, men sagen blev afvist af politiet.
Det fik dog ikke den royale ungersvend til at give op.
Han og advokaten ankede nemlig politiets afvisning.
»Det er en forkert anklage, og vi mener, at hun gjorde det med vilje. Det er derfor, hun er blevet anmeldt, og det er derfor, afvisningen ankes,« sagde forsvarsadvokat Petar Sekulic til Dagbladet, da sagen i første omgang blev afvist af politiet.
Men statsadvokaten var enige med politiet og har netop stadfæstet afvisningen af sagen.
Sekulic siger til avisen, at han og Marius Borg Høiby ikke deler anklagemyndighedens vurdering, men at de tager afgørelsen til efterretning.