'Røvirriterende', 'smart i en fart', 'han giver mig social andenhåndsangst!'.

Otto Gren Olrik har måtte stå model til en del kritik i medierne for sin medvirken i DR's 'Gift ved første blik'.  Nu sætter han ord på, hvordan det føles, når hele Danmark har en holdning til ham.

»Det har ikke været særligt behageligt,« fortæller Otto Gren Olrik til B.T..

Den 32-årige kreative konsulent, der i 'Gift ved første blik' bliver gift med den jævnaldrende Amalie Klæstrup, har i denne sæson været omdrejningspunkt for meget debat - både i medierne og på de noget mere løsslupne sociale medier.

Og det har sat sine spor.

Tidligere har Amalie Klæstrup, i B.T.'s podcast Q&CO beskrevet tonen som 'barsk', og at omtalen til tider tangerer med 'voksenmobning'. 

Dengang afslørede hun, at det særligt var hendes tv-gom, der var offer for mange negative kommentarer.

Nu tager Otto Gren Olrik selv bladet for munden og sætter ord på, hvordan det føles, når så mange danskere pludseligt har en holdning til ham.

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg bare kunne ignorere det,« fortæller han og tilføjer:

»Jeg tror måske, jeg har været godtroende. Jeg har ikke tænkt på efterspillet - normalt går jeg sgu ikke særligt meget op i, hvad folk tænker, men der er nogle gange, hvor det rammer ned i nogle usikkerheder.«

Både hans påklædning og energiniveau er blandt andet blevet vendt og drejet og har affødt mange kommentarer. 

Nogle af dem rammer hårde end andre, og han peger på specifikke kommentarer, der svier mere end andre:

»Når der bliver snakket om, at jeg ikke er god nok. Det virker som en personlig ting. Jeg har måske ikke verdens bedste selvværd, men det er noget, jeg arbejder på.«

Fjerde og seneste episode kan ses på DR tv nu.

Du kan lytte til episoden fra Q&CO med Amalie Klæstrup og Mette Overmark fra 'Gift ved første blik' herunder.