Det er ikke kun Besir Zeciris højgravide kones krop, der har ændret sig på det sidste.
Den danske skuespiller har netop selv smidt 20 kilo til en ny rolle. Her afslører han sin slankekur.
Besir Zeciri, der blandt andet er kendt for den danske Oscar-nominerede film 'Pigen med nålen', har fuld gang i både arbejds- og privatliv for tiden.
Da han søndag aften møder op i Skuespilhuset i København for at deltage i uddelingen af Lauritzen-prisen, har han sin højgravide kone, Astrid, med under armen.
Her afslører han til den fremmødte presse, at hun har termin på tirsdag.
»Det er vildt. Der var lige lidt i går aftes. Så jeg vidste ikke, om jeg kom i dag,« fortæller han.
Det er anden gang, de skal være forældre.
De har i forvejen sønnen Alban på tre år. Nu venter de en lille pige, hvis navn de endnu ikke har helt på plads.
Besir Zeciri fortæller, at han føler, han er blevet en meget bedre skuespiller af at blive far.
»Det er jo et meget ego-job jeg har. Jeg føler, jeg er blevet meget bedre af at få et barn – og nu med én på vej til. Man er ikke så vigtig mere.«
Barselsperioden bliver dog ikke så lang i denne omgang.
Han fortæller, at han starter optagelser til en ny film den 6. oktober – en ny film af instruktøren Ulaa Salim, hvor han for anden gang i karrieren har hovedrollen.
»Det er virkelig spændende. Jeg har smidt rigtig mange kilo til den her rolle,« fortæller han og fortsætter:
»Der gik lidt sport i den. Jeg har smidt 20 kilo på tre måneder.«
Adspurgt hvordan han bar sig ad, fortæller han:
»Man begynder at ryge igen og drikke kaffe. Det har virkelig reddet mig. Jeg tabte mig også til 'Pigen med nålen', og da vi så sendte en ansøgning ind til DFI (Det Danske filminstitut der med-finansierer danske film, red.), skrev vi i karakteren skulle være tynd som i 'Pigen med nålen'.
Så du begyndte at ryge igen?
»Ja, men jeg er god til at stoppe igen. Jeg er ikke stoppet endnu. Jeg ryger videre til, jeg er færdig (med at filme, red.), men det er meget bedre, for jeg var virkelig en forfærdelig far sidste gang, hvor jeg ikke kunne spise. Nu siger jeg bare, at 'jeg lige går ud med skraldet', så tager jeg en smøg og er en god far igen.«
Hvad gør I, hvis vandet går i aften (Under Lauritzen-prisen, red.)?
»Så har vi jo lidt erfaring. Så tager vi hjem og prøver at hvile os. Sidst tog vi på hospitalet alt for tidligt, og det er bare ikke fedt at komme klokken fire om natten. Men vi har en taske klar derhjemme, og vi bor kun i Valby, så vi er meget rolige omkring det.«
Han tilføjer:
»Der er en kæmpe forskel fra første til anden gang.«
Se Besir Zeciri fortælle om vægttab og hans kones graviditet i videoen øverst.