Hvor meget kan de ting, vi får at vide som børn, påvirke os som voksne?
Vi lever i en ekstrovert verden. En verden, der belønner dem, der er snakkende, energiske og udadvendte.
Det opdagede jeg som barn, da jeg nåede til et bestemt stadie i folkeskolen – skole-hjem-samtalerne.
LÆS OGSÅ: Gitte til andre introverte: "Vi skal ikke spille med på en leg, der ikke er skabt til os"
En bestemt kommentar gik nemlig altid igen, når jeg satte mig ned i klasselokalet mellem mine forældre og over for mine klasselærere.
Og den kommentar har sat sig som en usikkerhed, der i dag gennemsyrer alle mine relationer. Det er i hvert fald min teori.
LÆS OGSÅ: TEST: Er du introvert eller ekstrovert?
Hele min skolegang var jeg en god elev.
Jeg klarede mig godt skriftligt, og når jeg skulle fremlægge for klassen, var mine powerpoints vellavede, og mine ord velovervejede.
Men jeg rakte ikke hånden op, når der blev stillet spørgsmål til klassen i plenum.
Jeg ville gerne, oftest havde jeg også svaret – men jeg turde ikke. Og det var også altid det, der blev kommenteret på til samtalerne.
Synes de, jeg er kedelig?
"Du er for stille, du skal sige noget mere."
Den sætning har fulgt mig, så lang tid jeg kan huske, og den kører på repeat i mit hoved, når jeg møder nye mennesker. Men også i mine etablerede relationer hjemsøger den mig.
I mine venindegrupper går jeg ofte fra en aftale og tænker, at det ikke gjorde nogen forskel, at jeg var der. Samtalen kunne have forløbet på præcis samme måde uden mig.
Jeg ved godt inderst inde, at det ikke er sandt. Og det er ikke fordi, jeg aldrig siger noget som helst. Det er bare ikke det, der falder mig mest naturligt, når vi er flere samlet.
Jeg plejer at sige, at jeg er bedst på tomandshånd, for der er jeg tvunget til at tale.
I nye relationer er jeg ofte bange for, at jeg gør et dårligt førstehåndsindtryk. At folk tænker, jeg er kedelig.
Men kan min usikkerhed i dag have rod i skole-hjem-samtalerne? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind?
Ord skaber mennesker
Jeg rækker ud til psykolog Rikke Papsøe, der i sit arbejde har særligt fokus på selvværd. Jeg spørger hende, om hun tror, der kan være en sammenhæng mellem de to ting. Og det kan der, siger hun.
»De labels, vi får sat på os som børn, sætter sig i vores selvopfattelse. Især dem, der er negative eller kan gøre ondt,« forklarer hun og fortsætter:
»Vi begynder at se dem som sande. Så hvis du får at vide, at du er for stille, bliver det nemt en del af din identitetsopfattelse. Og det kan hurtigt komme til at forfølge dig på en negativ måde.«
Rikke Papsøe forklarer, at vi mennesker er indrettet sådan, at vi ofte kun lægger mærke til de ting, der bekræfter vores identitetsopfattelse og ikke alle de ting, der modsiger den.
Og så bliver den opfattelse stærkere og stærkere over tid.
Vi skal flytte fokusset
Så det er måske ikke så mærkeligt, at jeg er usikker i dag, når jeg gentagne gange har hørt, at jeg er for stille.
Mine lærere har uden tvivl ikke ment noget ondt med det. Men de har nok ikke vidst, hvordan det kunne påvirke.
Jeg spørger min mor, om vi nogensinde talte om det derhjemme, og hvad de sagde, når vi sad til samtalerne.
Hun siger, at de af og til spurgte ind til, om jeg havde rakt hånden op, når jeg kom hjem fra skole, men at det ikke fyldte meget derhjemme.
Og så fortæller hun mig, at min far var god til at vende problematikken væk fra mig. At sige, at det ikke kun var mig, der skulle sige mere, men også lærerne, der skulle spørge mig mere og ikke altid kun høre de børn, der sad med hånden oppe.
Og netop et skifte i fokus anbefaler Rikke Papsøe også. Hun forklarer, at det handler om at vende situationen rundt og tage fokusset væk fra barnet og det negative i problemstillingen.
»I stedet for at sige 'du er for stille', kan man vende den rundt og fx sige 'det, du har at bidrage med, er godt og relevant, og derfor kunne vi godt tænke os, at du sagde noget mere i timerne, så dine klassekammerater også fik gavn af det',« fortæller hun.
Det er svært at sige, hvordan mit barndomsjeg ville have reageret på sådan en kommentar.
Men jeg har en fornemmelse af, at den måde at snakke om det på kunne have været virkelig positivt.
Måske havde jeg ikke sagt mere – men i hvert fald var 'stille' ikke blevet hele min identitet.
