Der var ikke just tale om en blød pakke, da Toldstyrelsen tilbage i starten af september foretog en stikprøve af en pakke i Østjylland.
For i pakken gemte der sig ikke mindre end 15 krysantemumbomber.
Det fik styrelsen til at tilkalde politiet, der nu har overtaget sagen.
Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
»Vi ser med stor alvor på, at der bliver sendt farligt fyrværkeri i pakker, da det er ekstremt farligt for vores medarbejdere og dem, der håndterer pakkerne samt for modtagerne, der ikke kan vide sig sikre på kvaliteten af indholdet,« udtaler kontroldirektør i Toldstyrelsen Jeppe Kjærgaard.
Han tilføjer, at man sætter sit eget og andres helbred i fare, når man køber ulovligt fyrværkeri.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan de ulovlige, og ikke mindst farlige bomber sælges i stor stil på sociale medier som Facebook. Det sker selvom en ekspert kalder det 'livsfarligt'.