Normalt er det Oliver Bjerrehus, der stjæler overskrifterne – men nu er det hans kæreste, der deler nyheder.
For 24-årige Sofie Amalie Kjær melder sig som kandidat til kommunalvalget den 18. november.
Hun stiller op for Kristendemokraterne i København – og er nummer to på partiets liste efter spidskandidat Jesper Housgaard.
»Det er ikke bare et politisk projekt, men også et personligt,« fortæller Sofie Amalie Kjær i en video på Instagram.
Den politiske rejse startede med frustrationer over uddannelsessystemet, hvor kandidaten ser flere store udfordringer.
»Unge lærer ikke om livet. Jeg har aldrig fået undervisning i, hvordan man håndterer kærestesorger, hvordan man kan genkende tegn på depression eller forskudsopgørelse. Så jeg besluttede mig for, at det ikke var nok bare at være vred på systemet,« fortæller hun i videoen.
Hun er tidligere droppet ud af gymnasiet med begrundelsen: »Personlige udfordringer fyldte mere, end jeg kunne håndtere«.
Senere fik hun dog gennemført en gymnasial uddannelse og er nu tæt på at afslutte en finansbachelor – som nu giver hende mulighed for at melde sig ind i debatten.
Unge og uddannelse fylder tungt på hendes politiske dagsorden. Men også en tæt relation til partiformand Jeppe Hedaa har ifølge hende selv spillet en rolle i beslutningen.
Hun oplyser, at hun sammen med »den inspirerende formand« har overvejet sit kandidatur længe.
»Jeg tror på, at Kristendemokraterne kan gøre en forskel for mange mennesker nu og i de kommende år,« afslutter hun i videoen.
Det er aldrig sket før, at partiet har fået en kandidat ind på rådhuset.
Sofie Amalie Elkjær har dannet par med Oliver Bjerrehus siden 2021.