Tv-værten Mette Bluhme Rieck skulle ifølge egne ord kun lige ned fra et hegn, da det gik helt galt.

Den 42-årige DR-vært, der især er kendt fra Aftenshowet, sad fast med foden, da hun skulle ned fra et hegn, som hun sad på under Fanø Vesterland Festivalen, der løb af stablen 6. og 7. september.

Så gik det galt, og hun måtte hentes med ambulancen og fragtes til Jylland med færgen med en meget kraftig forstuvning, fortæller hun til Billed-Bladet:

»Jeg kunne ingenting i starten af ugen, men har været på optagelser i løbet af ugen, hvor de har båret mig rundt og sat en stol ind, hver gang vi ikke optog. De har været meget søde. Nu håber jeg, at jeg kan komme i Aftenshowet, for der sidder vi trods alt ned.«

Optagelserne var til programmet 'Danmarks næste klassiker', hvor hun også er vært.

Mette Bluhme Rieck fortæller til Se og Hør, at hun døjer med ret svage ankler efter mange års volleyball.