Nu kan kendisfrisøren Dennis Knudsen endelige placere sig lunt i førersædet, sætte bilen i gear og køre afsted.
Torsdag kan han nemlig juble over, at kørekortet er i hus, selvom han kort inden køreprøven fik sig et chok.
»Jaaaaaa, så er kørekortet hjemme igen. BESTOD. Fik dog et chok, da den motorsagkyndige dukkede op,« indleder Dennis Knudsen et opslag på sin Instagram.
»I min fantasi er det sure, gamle, bitre, tykke, grimme mænd, men nej. Der kom den smukkeste kvinde. Sød, empatisk, venlig og imødekommende. Siger pænt goddag, og så er vi i gang,« tilføjer han i opslaget, som du kan se nederst i artiklen.
Kendisfrisøren kan dog glæde sig over at bestå køreprøven fuldkommen fejlfrit.
Den glædelige nyhed skal ikke gå ubemærket hen for familien, fortæller han til Se og Hør.
»Det skal fejres ved, at børnene skal hentes tidligt, og så skal vi ud at spise god mad. Måske skal vi en tur i Tivoli og have en stor is. Vi skal i hvert fald fejre, at jeg nu har fået kørekort,« siger han til mediet.
Det er efterhånden to år siden Dennis Knudsen sidst kunne kalde sig bilist.
På grund af en »nedsmeltning« ved Molslinjen i Aarhus i 2023 måtte han dengang sige farvel til sin Audi Q7 og sit kørekort. Det kan du læse om HER.