KLUMME: Den internationale besættelse af krigen i Gaza har ikke kun ført til massivt diplomatisk pres på Israel, med gentagne trusler om sanktioner.

Irland, et af Europas mest antisemitiske lande, har nu åbnet en ny front mod Israel. Landet vil ikke deltage i Eurovision, hvis den jødiske stat er med i næste års sangkonkurrence.

Holland er efterfølgende fulgt i Irlands fodspor, og det er kun et spørgsmål om tid før lande som Spanien, Sverige og Norge vil gøre det samme.

Hyklerne i de europæiske lande misser ikke en chance for at udskamme Israel, der kæmper for at få befriet 48 gidsler fra torturkamre i Gaza.

Eurovision er blot det seneste eksempel på et uhæmmet had fra folk, der ikke har den fjerneste forstand på, hvad der foregår i Gaza.

I Vueltaen blev cykelrytteres liv sat på spil af frådende anti-israelere. I stedet for at slå ring om de israelske ryttere kræver den spanske sportsminister, at Israel nu helt skal bandlyses fra konkurrencen.

En blanding af et knæfald for de voldsparate demonstranter, og en syg solidaritet med sportsfolk, der ikke på nogen måder er involveret i Gaza krigen.

I Hollywood har mere end 4.000 selvretfærdige skuespillere, instruktører og filmfolk gjort det klart, at de vil boykotte den israelske filmindustri. Fordi; folkemord.

Det er fuldstænding ligegyldigt for sofaeksperterne i Hollywood, at der ikke er fældet dom om, hvorvidt Israel begår folkemord, eller at en lang række anerkendte folkedrabseksperter for nyligt har konkluderet, at der IKKE bliver begået folkedrab i Gaza.

Hollywood vil ramme en industri i Israel, der er notorisk venstreorienteret, og på ingen måder støtter krigen i Gaza.

Den israelske filmindustri kunne samle penge ind til børn i Gaza og demonstrere foran Netanyahus hjem i et år i træk, og det ville stadig ikke være nok. De er israelere, og dermed afskum - i antisemiternes øjne.

Hvad Irland, Holland, Spanien, voldsparate demonstranter i Vueltaen, og Hollywood ikke har forstået, er, at det sidste, der får den israelske regering til at ændre kurs i Gaza, er deres chikane, trusler og boykot af israelere, der intet har at gøre med krigen.

Hvis ikke truslen om sanktioner kan påvirke regeringen, kan et boykot af kunstnere og sportsfolk selvfølgelig heller ikke.

Om noget styrker det kun den israelske regering i overbevisningen om, at man skal fortsætte sin kurs.

Det driver samtidig moderate israelere i den modsatte retning. De fleste israelere har for længst indset, at den sygelige besættelse af Israel, der blegner i forhold til den totale ligegyldighed over for rædslerne i eksempelvis Sudan, er et udtryk for eklatant antisemitisme.

Så hvis Hollywood og lande som Irland og Holland ønsker at presse Israel i en endnu mere højreorienteret retning, skal de endelig blive ved.