USAs præsident, Donald Trump, bliver nu irettesat af Polens premierminister, Donald Tusk.

De to Donalders uenighed handler om en sværm af meget omtalte droner, som Polen onsdag måtte skyde ned, da de fløj ind over landet.

Mens EU-ledere beskylder Rusland for at sende dronerne afsted i en 'aggressiv og hensynsløs handling', har Trump en anden udlægning.

Den amerikanske præsident siger, at det kunne have været en fejl.

Det pure afviser Tusk nu.

»Vi ville også ønske, at droneangrebet på Polen var en fejl. Men det var det ikke. Og det ved vi,« skriver han fredag på det sociale medie X.

Fra russisk side har man i første omgang foreslået, at dronerne kunne være en del af en ukrainsk 'false flag'-operation - altså en operation, som har til formål at stille Rusland i et dårligere lys.

Siden har Rusland ifølge Reuters sagt, at russiske styrker var i gang med at angribe Ukraine på tidspunktet for dronernes ankomst, og at man ikke har haft til formål at angribe Polen.