I starten af juli præsenterede Jensens Bøfhus et underskud på 37,9 millioner kroner.

Og det får nu konsekvenser.

Kæden lukker nemlig fire restauranter, oplyser virksomheden til TV 2 Østjylland.

Det drejer sig om restauranterne i det centrale Aarhus, Randers, Viborg og Holstebro, der alle lukker ved udgangen af september.

En del af de ansatte har fået tilbudt job i en anden restaurant, mens de resterende er blevet opsagt.

Anders Engdahl, der er administrerende direktør i Jensens Bøfhus, skriver til TV 2 Østjylland, at beslutningen er taget for at forny og udvikle kædens restauranter.

»Den udvikling tager tid og kræver ressourcer. I det lys har vi besluttet at tilpasse vores restaurantstruktur i Danmark. Gennem en mere fokuseret restaurantstruktur er det vores vurdering, at vi bedre vil kunne udnytte vores ressourcer i den fortsatte udvikling af virksomheden,« lyder det fra direktøren.

Anders Engdahl fortæller videre, at det ikke har været nogen nem beslutning, men at han er sikker på, at det er den rigtige for virksomheden.