Dagligvarebranchen er en brutal kampscene. Der bliver kæmpet med næb og klør om danskernes indkøbsture. 

Derfor er det også opsigtsvækkende, at der nu er fundet en ny favorit blandt danskerne. Rema 1000 må se sig slået efter ti år som Danmarks yndling.

»Jeg kan godt fortælle dig, at det har været et erklæret mål at ligge øverst i denne måling, og det er vi superglade over lykkedes.«

Kommentaren kommer fra Meny-kædens administrerende direktør, Richo Boss. De er nemlig endt i toppen af Loyalty Groups store måling af dagligvaremarkedet.

Den afdækker, hvad kædernes kunder mener om deres indkøbssteder. Efter Rema 1000 ti år i træk har tronet, er Meny nu rykket ind på en førsteplads.

»Jeg synes jo, Rema 1000 gør det virkelig godt, men jeg er glad for, at en ny æra er startet.«

Nu siger du 'ny æra', men vi ved jo ikke, hvordan målingen ser ud til næste år?

»Nej, men jeg vil love så meget, at vi vil gøre vores allerbedste for at holde vores nye placering.«

Sværere for tidligere favorit

Meny går på mange punkter frem i målingen. Blandt andet hvad angår service, kvalitet og tillid. Og særligt et punkt ligger direktøren på sinde.

»Det er ikke fordi, du skal skrive en lang takketale for mig, men vi scorer rigtig højt på spørgsmålet om, hvorvidt 'de ansatte i dagligvarekæden er professionelle',« siger Richo Boss og fortsætter:

»Jeg må sige, jeg er meget taknemmelig over for vores madarbejdere (Menys ord for deres ansatte, red.). Vi har stor fokus på at værne om deres faglighed.«

I målingen ligger Meny i syv ud af otte hovedområder i toppen. Her skal kunderne igennem 26 underspørgsmål vurdere, hvad de synes om servicekvalitet, produktkvalitet, tillid, økologi, image og samfundsansvar.

Der er dog et hovedområde, hvor Meny ligger et godt stykke nede i målingen. De ligger nemlig nummer syv ud af ti kæder, når det drejer sig om området værdi for pengene.

»Vi vil fortsat have et skarpt kampagnetryk med gode tilbud, og så vil vi sørge for, at de 400 varer, der er med i vores hverdagspris-kampagne, er meget synlige. Altså så folk ved, de kan få de varer, de bruger mest, til gode priser.«

Hos Rema 1000 tager man hatten af for den nykårede 1'er.

 »Det giver bare blod på tanden. Men Meny havde også som erklæret mål sidste år at ligge nummer et i målingen, og det har de så opnået, så det vil jeg gerne sige tillykke med,« siger kommunikationsdirektør Jonas Schrøder fra Rema 1000.

»Det er godt med konkurrence. Nu har vi vundet ti år, men man skal ikke tro, man ejer noget for evigt.«

Rema 1000 er gået tilbage på alle parametre fra sidste års måling og til nu. Det sker dog fra et højt udgangspunkt, lyder det fra Lars Jepsen, der er researchchef og seniorkonsulent hos Loyalty Group, som står bag undersøgelsen.

»Desuden er de så store og med en dominerende markedsandel, at det bliver sværere at score højt. De har over 400 butikker og over 20.000 ansatte i dag. Vi har ikke nogen på tværs af Loyalty Groups ni brancheindex-undersøgelser af over 100 virksomheder, der på den ene side er så store, men samtidig klarer sig så godt.«

Hos Rema 1000 køber kommunikationsdirektøren dog ikke, at størrelsen skulle spille ind.

»Vi har fantastiske købmænd. Nye som gamle,« lyder det fra Jonas Schrøder.

Se hvor dagligvarekæderne placerer sig her: