Natten til lørdag dansk tid har et voldsomt jordskælv rystet området nær den russiske Kamtjatka-halvøs østkyst.

Jordskælvet var så kraftigt, at der blev udsendt en tsunamiadvarsel.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Jordskælvets epicenter var 111 kilometer øst for den russiske by Petropavlovsk-Kamtsjatskij, som er det administrative centrum på den tyndt befolkede Kamtjatka-halvø, der ligger i det østlige Rusland ud til Stillehavet.

Det blev målt til 7,4 på Richterskalaen og havde en dybde på 39,5 kilometer ifølge United States Geological Survey (USGS).

Efterfølgende blev der udsendt en tsunamiadvarsel for alle kystområder inden for en radius af 300 kilometer fra jordskælvets epicenter, men nu er den heldigvis blevet afblæst.