Et helt nyt nøgletal peger nu på, at der kan være økonomisk krise på vej i Rusland.
For ifølge britiske Express er antallet af virksomheder i Rusland, der leder efter nye medarbejdere, styrtdykket.
Nærmere bestemt er der tale om, at kun en fjerdedel af 300 virksomheder havde planer om at ansætte nye medarbejdere. Det er et kraftigt fald fra slutningen af sidste år, hvor der ifølge tallet var tale om 56 procent.
Studiet, der er understøttet af Ruslands største bank, Sberbank, afdækker videre, at 12 procent af russiske virksomheder planlægger at fyre medarbejdere dette efterår.
Den administrerende direktør i Sberbank, German Gref, har ifølge Express advaret mod, at Rusland kan være på vej ind i recession, medmindre renten sættes markant ned.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har dog kraftigt afvist påstanden om, at landet skal være på vej ind i recession.