Mandag aften fik 42-årige Clara Christensen sig noget af en oplevelse i Københavns havn.
Midt på en tur i sin hjemmebyggede tømmerflåde ved Islands Brygge dukkede en kæmpestor sæl pludselig op af vandet lige foran hende.
»Vi ser en masse vand blive spyttet op fra overfladen. Først tror jeg faktisk, det er en hval eller en hvalros, fordi den virker så stor,« fortæller hun til B.T.
Det går dog hurtigt op for hende og kæresten, at der er tale om en gråsæl - hvilket også bliver bekræftet af Øresundsakvariet overfor B.T.
»Vi er et par meter fra den, og den bliver omkring båden i lidt tid. Den var virkelig nuttet og kiggede på os med sine store øjne,« siger hun.
Ved siden af sit arbejde som terapeut tilbyder Clara Christensen ture på sin hjemmebyggede tømmerflåde, Fleetwood Raft.
Hun havde netop sat aftenens gæster af, da sælen dukkede op. Og selvom hun ærgrer sig over, at de ikke nåede at opleve den, ser hun et klart vækstpotentiale for sin lille virksomhed.
»Nu kan vi jo begynde at tilbyde sælsafari,« siger hun i spøg.
Det er ikke første gang, at Clara Christensen er heldig at se en sæl i Københavns havn.
Tidligere har hun set en lille sæl ved Sluseholmen, som var langt mindre end den, der pludselig dukkede op på Islands Brygge – som endda er hendes faste bade-spot.
Som medlem af vinterbadeklubben hopper hun nemlig flere gange om ugen i havnen.
Men udsigten til at støde på en stor sæl i fremtiden skræmmer hende ikke.
»Nej, slet ikke. Det er da bare hyggeligt,« siger hun.
»Til gengæld giver det håb om, at det faktisk er lidt liv i havet omkring København.«
Dagen derpå sidder oplevelsen fortsat i kroppen på Clara Christensen, som glæder sig til at fortælle sine kolleger om synet.