Den er kendt for sin meget stærke smag – alligevel ringer kunder fra nær og fjern. 

Nu er osten 'Ren Ondskab' endelig tilbage, skriver Them Ostebutik i et opslag på Facebook. 

Den har ikke været en del af sortimentet hos den midtjyske forhandler længe, men fra klokken 9 onsdag starter salget igen, hvor kunder kan blive de heldige ejere af »Ren Ondskab«.

»Osten – der får træskoene til at ryge baglæns af, giver dig titlen som den sejeste knallert på havnen, får svigermor til at blive hjemme og får sikringerne til køleskabet til at springe,« skriver ostebutikken i opslaget. 

Det hele startede, da en ost blev glemt på en palle og først fundet efter to år. Den lange lagring gav osten en helt særlig kraftig smag – det stopper dog ikke efterspørgslen. 

»Folk ringer fra nær og fjern for at spørge, om vi har flere i butikken. Så salget går rigtigt hurtigt,« fortæller salgsekspedient Annette Nedergaard til TV Midtvest

Desværre sætter den lange lagring en stopper for ubegrænset salg. Osten kan ikke produceres i store mængder.