Der har været gang i svingdøren i Tivolyrevyen de sidste par år.

Nu reagerer Kurt Ravn, der var en del af sommerens hold, på den seneste udvikling, hvor man igen skal ud og finde en ny kreativ chef efter Linda P's afgang.

I 2024 stod Lisbet Dahl i spidsen for Tivolirevyen.

Så valgte man til denne sæson at skifte hende ud med Linda P, der kunne præsentere et helt nyt revyhold i form af sig selv, Thomas Warberg, Kurt Ravn og Søs Egelind.

Så valgte Søs Egelind pludselig springe fra, og for nyligt kom det frem, at Linda P nu også har trukket sig som kreativ chef, så man til 2026-sæsonen igen skal ud og finde en ny revychef.

Søndag aften til uddelingen af Lauritzen-prisen i Skuespillerhuset i København, sætter Kurt Ravn ord på den konstante udskiftning overfor den fremmødte presse:

»Tivoli har valgt at køre med et helt nyt hold og en helt ny instruktør. Det er Tivolis sag, og det er helt fint.«

Det har handlet om nogle uenigheder...?

»Det kan jeg ikke udtale mig noget om.«

Det er ikke noget, du har oplevet?

»Nej, overhovedet ikke. Det er ledelsen, der bestemmer, hvad de gerne vil forsøge sig med. Sådan er det. jeg har ikke været inde over med noget som helst.«

Skal du være med næste år?

»Det ved jeg ikke.«

Har du lyst?

»Ja, eller det kommer an på, hvem jeg skal være sammen med. Men det er ikke aktuelt.«

Hvordan synes du samarbejdet har været i år?

»Det har været fantastisk. Vi har været et rigtig godt team, os der var tilbage. To standuppere og mig og den dejlige sangerinde Xenia. Vi havde en rigtig god kemi og havde det sjovt. Jeg syntes, det blev bedre og bedre og folk var glade - så det var fint.«

Udover at gå til prisuddelinger holder 77-årige Kurt Ravn for tiden fri.

Han bruger blandt andet tiden på at spille tennis, fortæller han, og tilføjer, at han senere på året skal ud og give koncerter, ligesom han går til casting på en film, som han ikke må sige noget om endnu.

Se Kurt Ravn fortælle om Tivoli-situationen i videoen øverst i artiklen.

Andre læser også