Den nordkoreanske regering har intensiveret undertrykkelsen af befolkningen i landet.

Det oplyser FN i en ny rapport, der kortlægger hvordan love i den totalitære stat kriminaliserer adgang til udenlandsk information.

Der er tale om nyere lovgivning, der forbyder forbrug og formidling af information om eksempelvis musik, journalistik og film fra såkaldte »fjendtlige« nationer. 

Det rejser alvorlig bekymring, at lovene dikterer hårde straffe – herunder dødsstraf, fremgår det i FN-rapporten ifølge NBC News.

Regimets bekæmpelse af ​​adgang til udenlandsk information er intensiveret fra 2018 og yderligere siden 2020, oplyser FN.

Regeringen har afholdt offentlige retssager og henrettelser »for at indgyde frygt i befolkningen«, lyder det. 

Samtidig har en regeringsgruppe i stigende grad udført inspektioner af befolkningens computere, radioer og fjernsyn samt husransagninger uden forudgående varsel. Begrundelsen fra nordkoreanerne er, at der er et behov for at begrænse »antisocialistisk« adfærd og beskytte den nationale sikkerhed.

»Ingen anden befolkningsgruppe er underlagt sådanne restriktioner i dag,« hedder det i rapporten, som blev offentliggjort fredag ​​af FNs Menneskerettighedskontor.

Den 16 sider lange rapport har undersøgt menneskerettighedssituationen i Nordkorea siden 2014.