Det er ikke nyt, at uenigheder i trafikken kan få blodtrykket til at stige gevaldigt hos mange.

Og tirsdag var ingen undtagelse, da to biler stødte sammen i det centrale Randers.

I den ene bil sad en 35-årig mand, der bestemt ikke var tilfreds efter sammenstødet.

Han gik nemlig hen til den anden bil, hvor en 65-årig mand sad bag rattet, og slog ham.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Har du oplevet vejvrede, og vil du være med til at sætte fokus på det? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.

Herefter havde den 35-årige mand truet den anden bilist med en hjulnøgle og forsøgt at tage hans pung.

Forbipasserende brød dog ind, hvilket fik den 35-årige mand til at stikke af.

Han blev efterfølgende identificeret af politiet og sigtet for vold og forsøg på røveri.

Den 65-årige kom ikke alvorligt til skade.