Det har vakt opsigt, at Ukraines militær tirsdag har taget ansvaret for en eksplosion på en militærbase i nærheden af Vladivostok.
Rusland nægter at der er tale om et angreb, og skyder i stedet skylden på en eksplosion i gasudstyr.
Men ifølge Moscow Times oplyser kilder fra den ukrainske efterretningstjeneste GUR, at der er tale om en 'hævnaktion' som gengældelse for 'russiske krigsforbrydelser', og at flere er døde i angrebet.
Ifølge B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær er det angivelige angreb på det absolut østligste Rusland tegn på, at Ukraine har en vis ekspertise inden for at ramme langt bag russernes linjer.
»Det er utrolig langt væk fra fronten. På trods af, at ukrainerne er presset på fronten, så viser det, at de langt fra er tabt bag en vogn, når det kommer til at ramme langt bag frontlinjen,« siger han.
Ser man tirsdagens angreb i sammenhæng med angrebet tilbage i juni, hvor Ukraine ramte en række russiske kampfly langt bag fronten, er der grund til at være bekymret, hvis man er russerne, mener udlandsredaktøren.
»At Ukraine kan ramme i Vladivostok må bekymre Rusland. Hvis de både kan ramme olie og gasaktiviteter og militære mål bag frontlinjen, så kan ingen vide sig sikre. Så er alt faktisk muligt,« siger Jeppe Elkjær.