Kong Frederik og dronning Mary vil have nye boller på suppen.

Derfor ændrer det nye Kongepar fra næste år på de traditionsrige nytårskure, der går helt tilbage til 1600-tallet.

Det melder Kongehuset ud i en pressemeddelelse.

Her lyder det, at man ønsker at »sikre en større geografisk og repræsentativ bredde i nytårskurenes deltagerkreds«.

Kongehuset vil således ikke længere skue lige så meget til de »utidssvarende«rangordninger under den såkaldt Store Nytårskur, hvor blandt andet repræsentanter fra Forsvaret som altid er inviteret, ligesom man fremover også vil invitere repræsentanter fra ikke bare universiteterne, men eksempelvis også professionshøjskolerne.

Deltagerantallet til nytårskuren forventes at være omtrent det samme, lyder det.

Nytårskuren for Kongeparrets protektioner vil dog fremover blive udvidet med flere landsorganisationer, fonde og organisationer.

Dertil kommer også en ny nytårskur for alle landets borgmestre og regionrådsformænd, hvor det tidligere kun har været borgmestrene for Gentofte Kommune og Frederiksberg Kommune, der har været inviteret med til Den Store Nytårskur.