»Der pibler vand op ved midterrabatten.«
Øresundmotorvejen er fortsat helt spærret nær Københavns Lufthavn i vestgående retning mod hovedstaden på grund af vand på vejen.
Det fører til store trafikale udfordringer - både for folk, der kører hertil fra Sverige, og for rejsende, der skal til og fra lufthavnen.
»Øresundsmotorvejen er i øjeblikket spærret for trafik i retning mod København mellem afkørsel 15 ved Lufthavnen (Amager Strandvej) og afkørsel 18 ved Tårnbytunnelen. Det skyldes vand på motorvejen, og der er her til morgen opsamlet 8.000 liter vand på to timer,« oplyser Sund & Bælt på sin hjemmeside.
I et opslag på X lyder det klokken 11.04:
»Der pibler vand op ved midterrabatten i sporerne mod København kort før afkørsel 18 til Tårnby Torv. Bekymringen er, at vandet kan underminere motorvejen, og derfor er vi nødt til at lukke strækningen indtil videre.«
Københavns Politi oplyser ligeledes på X, at »al trafik fra Sverige bliver ledt op på Amager Strandvej«:
»Trafik fra lufthavnen ledes bort ad Lufthavnsboulevard til Amager Landevej,« lyder det.
I et opslag klokken 09.18 lyder det fra Vejdirektoratet, at »omkørslerne giver lang kø i modsatte retning fra frakørsel 19 Ørestad mod 16 Lufthavn Ø«.
»På vej til arbejde: Benyt alternative ruter. Rejsende: Søg mod offentlig transport,« lyder rådene:
»Er du allerede i transport på vejen mod lufthavnen, så ændr kurs mod en station og benyt Tog/Metro.«
Også Københavns Lufthavn er kommet med en melding om situationen:
»Der er i øjeblikket kø på vejene omkring lufthavnen, da en del af Øresundsmotorvejen er spærret. Vi anbefaler, at du tager mod lufthavnen i god tid og holder dig orienteret på trafikinfo.dk. Du kan også med fordel benytte tog eller metro for at komme frem,« lyder det i et opslag på X.
Københavns Politi råder derudover til, at folk bliver ved deres biler, hvis de bliver fanget i kø i området:
»Bilister, der lige nu sidder i kø i området, bedes blive ved deres køretøjer og afvente, at der igen kan åbnes for trafik,« lyder det i et opslag på X.
Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer bekræftede tidligere torsdag over for Ritzau, at politiet er til stede for at bistå med afspærring.
Han oplyste, at det er vand, der er skyld i problemet.
»Der er sket en underminering af motorvejen på grund af vand. Det betyder, at grundlaget for vejen skylles bort, og vejen kan revne,« sagde han.
Vagtchefen oplyser, at der ikke er tale om et velkendt problem.
I et opslag på X fra Sund & Bælt lyder det også, at »eksperter på stedet« og arbejder for »at finde årsagen til vandet«:
»Det er lige nu ikke muligt at vurdere, hvornår motorvejen kan genåbnes,« lyder det.
B.T. følger udviklingen.