Flere har bemærket, fotograferet og delt det på sociale medier. Nu har fænomenet også fået politikerne på Københavns Rådhus op i det røde felt.

Går man en tur gennem hovedstadens centrum i disse dage, kan man se det med egne øjne:

Bænke eller blomsterkrukker, der nærmest ser ud, som om de er blevet kastet tilfældigt ind i vejkanten.

I flere tilfælde er det i gader, som ikke ligefrem summer af liv, og hvor der ikke umiddelbart er et åbenlyst behov for ekstra siddepladser. 

Måske derfor står bænkene tomme på flere billeder.

»Det virker som en provokation. Man kunne lige så godt også have sat en stor narrehat op,« siger Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.
»Det virker som en provokation. Man kunne lige så godt også have sat en stor narrehat op,« siger Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København. Foto: Foto: B.T.
Vis mere

'Provokerende' er et ord, der går igen, når brugere omtaler bænkene online.

For fælles for flere af stederne, hvor bænkene er opstillet, er, at der før var parkeringspladser – noget, mange ser som en mangelvare i København.

»Man kunne lige så godt også have sat en stor narrehat op«
P-pladserne er afskaffet til gene for bilister, som kæmper med at finde plads til bilen, og forretningsdrivende, som siger, at den manglende parkering koster kunder

B.T. har bedt politikere på Københavns Rådhus reagere på billederne. To af dem er meget utilfredse med, hvad de ser.

»Det virker som en provokation. Man kunne lige så godt også have sat en stor narrehat op,« siger Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

Han har tidligere deltaget i debatten om parkering i København - et af de varmeste emner frem mod kommunalvalget i november - og han mener, at der mangler pladser.

Derfor er han ikke imponeret over, at der står bænke, hvor der før var plads til biler:

»Det er nærmest en fuckfinger til bilisterne, at man sætter sådan to bænke dér. Hvem i alverden havde man forestillet sig skulle sidde der midt ude på gaden på to bænke, der står sådan lidt mærkeligt på skråt?,« spørger han til et af billederne.

En anden politiker, som vil have flere parkeringspladser, er børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K). Han er også klar i mælet, da B.T. sender ham nogle af billederne:

»Det er en hån mod de københavnere, der betaler for en beboerlicens. For når man har betalt for en plads, og de så ikke findes, og man så stiller en bænk ud i stedet for ... Det er jo at gøre grin med folk, der har betalt for en plads.«

Line Barfod: Man skal kunne nyde en kop kaffe uden trafik og støj
Både Venstre og Konservative har dog selv tidligere stemt for den byplan, som har betydet, at over 500 parkeringspladser er blevet fjernet i det område, hvor bænkene står.

Begge ønsker nu at få pladserne tilbage igen. Lütken har før forklaret, at Venstre var nødt til at stemme for at fjerne pladserne, fordi det var en del af en større budgetaftale.

Èn, der derimod ikke ønsker pladserne tilbage, er Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL).

Hun går til valg på at fjerne 20.000 parkeringspladser i København, hun har før sagt til Politiken, at hun ønsker, at Middelalderbyen skal være helt bilfri, og til B.T. skriver hun onsdag:

»Vi skal have en fredelig bymidte, hvor man kan sidde ned og nyde livet med en kop kaffe uden at være generet af biltrafik og støj.«

Hun bemærker, at et bredt politisk flertal har stemt for at fjerne de mange pladser på gadeplan i København. Pladserne er blevet 'omlagt', som hun siger, fordi man i stedet har lejet pladser i private parkeringsanlæg i området.

»Efter omlægningen har vi set, at folk har haft svært ved at forstå de nye parkeringsregler, og derfor sætter vi nu - som et forsøg - bænke og plantekrukker og cykelstativer op på nogle af de tidligere p-pladser,« skriver hun.

»Både for at gøre det tydeligt, at reglerne har ændret sig - og for at få mere viden om, hvordan vi kan udnytte byrummet, når bilerne ikke længere fylder det hele.«

B.T. har spurgt, om hun forstår, hvis nogen finder det provokerende, at bænkene tilsyneladende har fået prioritet over parkering, og om nogen har bedt om flere bænke i området. Det har borgmesteren ikke svaret på.