Der bliver stadig færre parkeringspladser i København – og nu er det ikke kun el- og delebiler, der snupper pladserne. 

Flere steder er der nemlig sat blomsterkrukker og bænke op dér, hvor bilister før kunne parkere. Til stor undren for borgere. 

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan kommunens omlægning af pladser presser bilisterne. Det er både de private borgere og erhvervsdrivende, der udfordres af de manglende p-pladser i byen.

Et af de mest markante steder er i Middelalderbyen i Indre By, hvor kommunen første januar fjernede over 500 pladser – det truer blandt andet en butiksejer i området

Rosenborggade 3 – billede til venstre september 2024, billede til højre september 2025. 
Rosenborggade 3 – billede til venstre september 2024, billede til højre september 2025.  Susanne Jensen.

Selv om pladserne er blevet fjernet i netop Middelalderbyen, er B.T. kommet i besiddelse af en række billeder fra området, der tydeligt viser, hvordan hvad der ligner parkeringsbåse i stedet er reserveret af bænke og planter.

Til sammenlign var det muligt at parkere på disse pladser sidste år. 

Billederne er forelagt Miljø- og Teknikforvaltningen, som varetager parkeringspladserne i kommunen. Her kalder man det »byrumsinventar« – og understreger, at der er tale om et forsøg i projektet om at ændre bybilledet i Middelalderbyen.

Det skyldes, at kommunen, efter nedlæggelsen af de over 500 pladser, har fået meget plads.  

Ny Vestergade ved Nationalmuseet – billede til venstre september 2024, billede til højre september 2025.
Ny Vestergade ved Nationalmuseet – billede til venstre september 2024, billede til højre september 2025. Privatfoto.

»Det er et midlertidigt forsøg, som er politisk bestilt, hvor man gerne vil se på, hvilke muligheder der er for at bruge noget af det rum, som de omlagte eller nedlagte parkeringspladser skaber,« oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen til B.T.

Selvom de afmærkede båse til forveksling kan ligne optegnede p-pladser, er det ikke er tilladt at parkere her. 

»Forvaltningen anerkender, at det ligner en parkeringsbås, og at dette er uhensigtsmæssigt og vil derfor fortsætte dialogen med politiet om andre mulige løsninger,« oplyser forvaltningen og tilføjer: 

»Det har været udfordrende for folk, når man kommer ind og er vant til, at man kan bruge en parkeringsplads, og så pludselig ikke kan mere.«

Knabrostræde – billede til venstre september 2024, billede til højre september 2025.
Knabrostræde – billede til venstre september 2024, billede til højre september 2025. B.T.

Ifølge Forvaltningen har man forsøgt at få politiet til at gøre anmærkningen nemmere at forstå, men politiet har givet afslag på dette.