Det er blevet sværere at parkere i København – og nu frygter en butiksejer, at han må dreje nøglen om.

Siden 2012 har Karsten Bach drevet 'Bach Copenhagen' - en butik i Indre By. Men i flere måneder har han været meget udfordret.  

Hos 'Bach Copenhagen' er kunderne altid kommet langvejs fra, også folk fra Sverige og Jylland kommer for handle dametøj og boligindretning, men siden kommunen 1. januar sløjfede over 500 parkeringspladser, er besøgstallet - og omsætningen - dalet.

»Det er fra dén dag, at vi er gået voldsomt ned i omsætning. Fordi der er ingen trafik i gaderne længere,« siger Karsten Bach.

Han slutter sig nu til koret af kritikere, som er utilfredse med antallet af parkeringspladser i København – et tema, som i høj grad fylder i den igangværende valgkamp.

»Det er mit levebrød og livsværk, der er truet. Hvis ikke der sker noget, så tror jeg ikke, at vi kan overleve. Jeg er bekymret over at se det hele smuldrer på grund af nogle fuldstændig uovervejede beslutninger,« siger Karsten Bach. 

B.T. har talt med svenske Kajsa Collin, som har været fast kunde hos Bach Copenhagen. Nu er det svært at besøge butikken, siger hun og tilføjer om en mulig lukning: 

»Det er forfærdeligt og skræmmende, for det er en fantastisk butik.« 

Tilbage i butikken bekymrer Karsten Bach sig både om den daglige drift og fremtiden:

»Jeg har en specialbutik, der er med til i høj grad at gøre København til en interessant by, den bidrager til byen på en helt anden måde, end hvis man kun går efter multinationale kædebutikker,« siger han og tilføjer: 

»Men butikker som min kan ikke eksistere, fordi kunderne ikke længere kan komme til os. Det føles, som om Københavns Kommune vil udelukke alle, der kommer langvejs fra.« 

Ifølge Karsten Bach har mange andre erhvervsdrivende i området samme problem. 

SMV Danmark - brancheorganisation for små- og mellemstorevirksomheder - bekræfter også problemet:  

»Det er et meget, meget stort problem, at der simpelthen ikke er parkeringspladser nok,« siger underdirektør i SMV Danmark, Alexander Søndergaard.

Uden at have konkrete tal vurderer han, at SMV Danmark oftere og oftere hører medlemmer nævne problemet.

Også Dansk Erhverv hører fra medlemmer i detailbranchen, at kunderne kæmper med at finde parkering i Indre By, oplyser foreningen til B.T.