I disse dage er du måske ved at blive blæst væk. Rent bogstavligt.

Men hold ud!

Fra fredag forsvinder vinden for de fleste, og det eneste der blæser mod Danmark, er varmen.

Det fortæller Sandra Nygaard, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Til B.T. siger hun:

»I løbet af fredagen rammer varmen specielt de sydlige dele af landet, hvor man vil kunne få op til 22-23 grader. I Nordjylland bliver det dog køligere, og her kan også komme lidt regn.«

Og lørdag bliver det bare endnu bedre for de fleste:

»Det er stadig lidt usikkert i forhold til prognoserne, men det ser ud til, at det lokalt godt kan blive endnu varmere end fredag. Det bliver især i den østlige del af landet. I den nordvestlige del af landet bliver det igen køligere, og der kan stedvis falde regn,« fortæller meteorologen.

Efter et par dage, hvor store dele af landet vil have haft høje temperaturer og stort set tørvejr, kommer regnen søndag.

»Der kommer mere udbredt regn, men temperaturen kommer nok igen op på 23 grader,« siger hun.

Det bliver varmest mod sydøst.

Mandag er det så slut med de sensommerlige temperaturer.

»Så skifter vejret, og vi får temperaturer omkring de 13 til 18 grader. Stedvis vil der falde regn, men det klarer efterhånden op fra nordvest.,« siger meteorologen.