Pludselig lød der et kæmpe brag.
Det kvindelige norske håndboldlandshold bragede onsdag sammen med en kran under en træningstur til Tjekkiet.
Glasskår fløj omkring.
Det skriver Nettavisen.
Lars Hojem Kvam, der er kommunikationschef i det norske håndboldforbund, siger til mediet:
»Det yderste af glasset på et par af vinduerne blev knust, men det er sådan noget, der sker. Det er ikke lige noget, man er vant til. Det er meget godt, at der ikke skete noget med hverken chauffør eller spillere.«
Målvogteren, Eli Raasok, sad tæt ved den rude, som blev smadret.
Hun frygtede, at det kunne gå helt galt.
»Det gik så godt, som det overhovedet kunne efter omstændighederne, så lidt heldig har man vel lov til at være. Jeg så for mig, at kranen var på vej gennem vinduet. Det hele foregik lidt i slowmotion,« siger hun.
Rasok kunne dog, med stor lettelse, konstatere, at det kun var den yderste rude, der røg.
»Jeg skyndte mig væk, og jeg måtte også lige skubbe til hende, der sad ved siden af mig. Men heldigvis var det kun det yderste glas, der blev smadret,« siger hun.
Holdet var på vej til træning, da ulykken skete, men alle slap heldigvis med skrækken.