En voldsom episode udspillede sig tirsdag aften i Sydsjælland.

Det var en uoverensstemmelse, der udløste tumult mellem to mænd. En 29-årig slog en anden mand flere gange i hovedet med en flaske og knuste flere ruder i mandens bil.

Sådan lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Episoden skete tirsdag aften ved 20.30-tiden på Havnevej i Faxe Ladeplads.

Den forurettede mand blev efter episoden kørt på sygehuset, og politiet blev tilkaldt. 

En patrulje fandt tidligt på natten frem til den 29-årige, der blev anholdt og sigtet for vold og hærværk. 

Han fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Næstved senere i dag.