Få timer inden den amerikanske præsident rejste på sit andet statsbesøg til Storbritannien, gik det grueligt galt.
Præsidenten havde nemlig ikke styr på de royale titler.
Det kom frem på et kort interview foran Det Hvide Hus tirsdag, inden han gik ombord på Air Force One.
Præsidenten lod ellers til at være spændt, da han talte om sit forestående besøg i Storbritannien, hvor han onsdag blandt andet skal køre i kongelig karet med kong Charles, dronning Camilla og kronprinseparret.
»Jeg har et meget godt forhold til Storbritannien, og Charles, som nu er konge, som du ved, (han, red.) er min ven, og det er første gang, dette nogensinde er sket,« proklamerede præsidenten til den fremmødte presse.
En episode, som flere medier også opsnappede.
Det britiske medie Express kalder præsidentens upser for »akavet« og pointerer, at det er yderst usædvanligt, at Donald Trump refererer til den britiske konge som hans »ven«.
Præsidenten talte om, hvordan handelsaftaler også er på agendaen, når han skal mødes med premierminister Keir Starmer, selvom told næppe er turens højdepunkt for præsidentens vedkommende.
»Det er primært for at være sammen med prins Charles og Camilla,« sagde præsidenten.
Men også her roder præsidenten rundt i titlerne og kommer til at kalde kong Charles for »prins«, selvom han ikke har været det, siden han fik tronen efter sin mors død.
B.T. følger Trumps besøg i Storbritannien og andre politiske begivenheder i vores live-blog, som du finder HER.
Donald Trump har en helt særlig fascination for monarkier og det britiske kongehus. Det kan du læse mere om HER.