Roskilde Universitets (RUC) bestyrelse har udpeget næstformand Dea Forchhammer som fungerende bestyrelsesformand.

Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.

RUC har den seneste tid fået hård kritik for ikke at have haft styr på optaget af udenlandske studerende fra især Bangladesh.

Berlingske og Frihedsbrevet har tidligere beskrevet, hvordan RUC har reddet økonomien ved at optage flere udenlandske studerende.

Kritikken har især handlet om, at for mange studerende misbrugte et studievisum til at komme ind på det danske arbejdsmarked.

I weekenden langede statsminister Mette Frederiksen (S) ud efter universitetet for at svigte sit samfundsansvar.

»Jeg er enig med statsministeren i, at vi tabte kontrollen med optaget af udenlandske studerende, og at vi skulle have gjort mere, tidligere,« siger Dea Forchhammer i pressemeddelelsen.

Mandag meddelte tidligere bestyrelsesformand Carsten Toft Boesen, at han trådte tilbage.

Samtidig meddelte RUC, at man lukker en kandidatuddannelse fra 2026.

Dea Forchhammer slår fast, at Roskilde Universitet skal være for sjællandske og danske unge - ikke unge fra Bangladesh eller andre steder.

Det "kan der ikke være to meninger om", lyder det.

»Vi er en samfundsbærende institution, vi har et ansvar. Og vi skulle have gjort mere for at få styr på tilstrømningen,« udtaler Dea Forchhammer.