Flere amerikanere har været nødsaget til at knuse ruden på deres Tesla Model Y for at få deres børn ud af bilen.

Nu griber myndighederne ind med en undersøgelse af de elektriske låse, skriver BBC.

National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) offentliggjorde mandag, at de har modtaget ni klager over dørene på 2021-udgaven af flagskibsmodellen Tesla Model Y.

I fire af tilfældene måtte bilejerne knuse ruden for at deres børn ud.

Har du oplevet problemer med at åbne din Tesla? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på mirj@bt.dk.

I NHTSAs indledende undersøgelser peger de på, at problemet opstår, når de elektriske låse ikke modtager tilstrækkelig spænding.

Ifølge myndigheden modtog bilejerne ikke nogen advarsel om batteriproblemer før tilfældene indtraf, og selvom bildørene tilsyneladende har været mulige at åbne indefra, har børnene ikke evnet at åbne dem.

»I disse tilfælde kan en person, der forbliver inde i et køretøj i denne tilstand, muligvis ikke hurtigt reddes af personer uden for køretøjet,« sagde sikkerhedsmyndigheden i sin indledende gennemgang ifølge BBC.

Det Elon Musk-ejede firma har ikke kommenteret undersøgelsen, der er det første skridt i en eventuel tilbagekaldelse af bilmodellen.

Model Y er ifølge Berlingske i år den tredjebedst sælgende bilmodel i Danmark. Salget af Tesla-biler har ellers set en massiv tilbagegang, efter Elon Musks indtræden på den politiske højrefløj.

I 2024 var modellen den mest sælgende bil i Danmark med 10.473 nyregistrerede Model Y'ere.