Tv-vært Rasmus Staghøj og hustruen Katrine skal ikke have flere børn.

For i juli blev den 40-årige tv-vært, der blandt andet er kendt fra Tour de France og Go' morgen Danmark, steriliseret.

Det skriver Jyllands-Posten.

»Indgrebet var stort set smertefrit. Jeg havde faktisk regnet med, at det gjorde mere ondt. Jeg var selvfølgelig øm nogle dage, men det gik fint med mild smertestillende. Efterfølgende har alt været, som det plejer,« fortæller han til mediet.

Tv-værten havde ellers tænkt, at hans hustru havde ansvaret for parrets prævention, men da han i foråret lavede et interview i Go' morgen Danmark med en mand, der var blevet steriliseret, så begyndte tankerne så småt at pible frem hos Rasmus Staghøj.

Til Jyllands-Posten forklarer han, at de manglende tanker om prævention formentlig har skyldtes, at det kulturelt har været kvinden, der tog ansvaret for præventionen.

Den kendte tv-vært forklarer samtidig, at da parret vidste, at de ikke skulle have flere børn, så føltes det tåbeligt, at hustruen skulle fylde sin krop med hormoner.

Rasmus Staghøj har dermed skrevet sig ind i en stigende tendens af danske mænd, der vælger at få foretaget en vasektomi og blive steriliseret.

I 2024 fik 4.248 mænd foretaget indgrebet, hvilket svarer til en fordobling gennem de sidste ti år. Alene fra 2023 til 2024 er der sket en stigning på otte procent.

Rasmus Staghøj og hustruen Katrine blev i 2021 forældre til sønnen Charlie, og i 2023 blev parret forældre for anden (og sidste) gang.