Midt under en operation, og mens en patient lå i narkose, sagde anæstesilægen Suhail Anjum, at han havde brug for en kort pustepause.
Kort efter fik en kollega sig noget af et chok – og nu trækker sagen overskrifter i Storbritannien.
For Suhail Anjum brugte ikke pausen på at puste ud, men på at dyrke sex med en sygeplejerske på Tameside Hospital i Manchester-forstaden Ashton-under-Lyne. Det skriver flere britiske medier, herunder BBC og Sky News.
Den 44-årige pakistanske læge havde bedt en sygeplejerske overvåge den mandlige patient under sin 'pustepause', som varede otte minutter.
I et andet lokale på sygehuset var Suhail Anjum og en sygeplejerske i fuld gang med at udleve deres kødelige lyster, da en helt tredje sygeplejerske opdagede dem, idet hun gik igennem lokalet.
Den bizarre hændelse fandt sted i september 2023, men er først nu kommet offentligheden for skue i forbindelse med en høring i Manchester.
Høringen er blevet sat i værk, fordi Suhail Anjum har ansøgt om igen at kunne arbejde i Storbritannien efter i en periode at have boet i sit hjemland, Pakistan. Den skal afgøre, om han er egnet til at arbejde som læge i Storbritannien.
Under høringen kom det frem, at sygeplejersken, som afslørede, hvad der foregik, blev så chokeret, at hun 'hurtigt gik gennem operationsstuen til udgangsdørene'. Efterfølgende fortalte hun sin direkte chef om, hvad hun havde set.
Suhail Anjum har under høringen erkendt både sit lægelige svigt og den mildest talt usædvanlige årsag til det.
Han indrømmede også, at hans handlinger potentielt kunne bringe hans patient i fare, selvom det heldigvis ikke skete.
Efter den otte minutter lange 'pause' vendte Suhail Anjum tilbage til operationsbordet og færdiggjorde operationen.
»Det var mildest talt ret skammeligt. Jeg har kun mig selv at bebrejde,« sagde han under høringen, hvor han også erkendte, at han svigtede både sine kollegers og det britiske sundhedsvæsens tillid.
Samtidig lovede den pakistanske læge, at han aldrig vil begå den samme fejl igen. Suhail Anjum beder om en ny mulighed for at arbejde i Storbritannien, så han kan rette op på sin grove forsømmelse på den septembervagt i 2023.
Det er endnu ikke afgjort, om han får lov til at arbejde som læge i det britiske igen. Høringen fortsætter efter planen på fredag.