Tirsdag formiddag startede billetsalget til næste års Nibe Festival.
Få timer senere var alle partoutbilletterne revet væk.
'Sikke en rekord,' skrev Nibe Festival på Facebook tirsdag kort før klokken 18 – eller mindre end otte timer efter, at salget var startet.
Nibe Festivals talsmand, Peter Møller Madsen, er både glad for og overrasket over den enorme interesse.
»At vi skulle sælge samtlige partoutbilletter på så få timer, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os,« siger han i en pressemeddelelse.
»Det er uvurderligt, at vores gæster viser os så stor tillid. Det forpligter. Vi kommer til at knokle benhårdt for at give noget tilbage med unikke og mindeværdige oplevelser, når Nibe 2026 løber af stablen,« tilføjer Peter Møller Madsen.
Hvis du var en af dem, der ikke fik billet, er der dog stadig mulighed for at komme til næste års Nibe Festival, som løber af stablen i Skalskoven 1.–4. juli 2026.
Salget af dagsbilletter starter først 2. december.
Efter planen skulle salget af campingbilletter også være skudt i gang tirsdag, men det er blevet udskudt til 3. november.
En campingbillet kan udelukkende hæftes på solgte partoutbilletter eller dagsbilletter.
Nibe Festival kan i 2026 fejre 40 års jubilæum.
