De to ældre teenagedrenge overtalte hende til at gå med.

Men inde i solariekabinen ventede der den 12-årige pige en stærkt ubehagelig overraskelse.

Gemt bag døren i solariet dukkede der nemlig en dengang 15-årig dreng frem. Med en tændt lighter tvang han pigen ned på knæ og forsøgte at få hende til at udføre oralsex på sig. 

Det fremgår af et anklageskrift fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi, som B.T. har fået aktindsigt i.

Her er tre nu 16-årige drenge med indvandrerbaggrund tiltalt for især forsøg på voldtægt af et barn under 15 år ved andet seksuelt forhold end samleje, grov vold og forsøg på ulovlig tvang.

Episoden i solariecenteret »Beauty Tan« på Rødegårdsvej 180 i Odense fandt sted for et år siden. 

Ifølge tiltalen forsøgte gerningsmanden i den aflåste solariekabine også at få den dengang 12-årige pige til at lave en video, hvor hun skulle sige, at hendes bror ´var en svans´.

Det nægtede pigen dog og skubbede ham væk, mens hun sagde 'stop', og at det gjorde ondt.

I forbindelse med episoden blev hun nemlig ifølge tiltalen brændt i to omgange med lighteren på henholdsvis håndleddet og på overarmen, ligesom hun blev truet med at få brændt sit hår af.

De tre teenagedrenge er også tiltalt for i maj i år at have begået et røveri i fællesskab.

Ifølge tiltalen truede de 10. maj klokken 21.25 på Nettos parkeringsplads på Blækhatten i Tornbjerg i den sydøstlige udkant at Odense to personer til at aflevere deres Mate X-elcykler til en værdi af samlet 36.000 kroner.

»Jeg skal have en tur på din cykel, ellers smadrer jeg jer,« blev det ene af ofrene angiveligt truet, mens han blev skubbet. Samtidig blev han også brændt på hånden med en tændt cigaret, fremgår det af anklageskriftet.

Anklagemyndigheden vil ved den kommende domsmandssag i Odense kræve de tre teenagere idømt fængselsstraf, ligesom der i anklageskriftet er taget forbehold for en påstand om udvisning af de to af dem, der ikke er danske statsborgere.

Det vides ikke forud for retssagen, hvordan de tre tiltalte stiller sig til tiltalen, men når der er tale om en domsmandssag, tyder det på, at de ikke umiddelbart kan erkende sig skyldige.