To et halvt års fængsel.

Det er to 20-årige mænd hver blevet idømt for at have begået et knivoverfald på et spisested i københavnerforstaden Ishøj.

»På baggrund af politiets efterforskning blev den ene af mændene fængslet kort efter overfaldet, mens den anden blev fængslet, da han blev udleveret fra udlandet i marts 2025,« siger anklagerfuldmægtig Magnus Brauer fra Københavns Vestegns Politi.

Episoden fandt sted 6. december sidste år.

Af en pressemeddelelse fremgår det, at sagen er blevet rejst efter den såkaldte bandeparagraf – § 81a – fordi knivoverfaldet viste sig at være en del af »en dengang verserende konflikt mellem to kriminelle grupper«.

Samme dag i december sidste år var der således også et skyderi et andet sted i Ishøj, hvor en af de nu dømte 20-årige mænd faktisk blev skudt i benet i et andet sammenstød.

Begge de dømte valgte at anke deres domme.