De første løbere har krydset startstregen ved Copenhagen Half Marathon søndag formiddag. 

Og det har de gjort i silende regn, mens der har været nervøse trækninger over, om torden også vil buldre over de cirka 32.000 løbere, og hvorvidt det kan aflyse løbet.

Københavns Politi fortæller til B.T., at de følger vejret og løbet tæt. 

»Vi følger med i de forskellige prognoser, der kommer. Så tager vi den derfra. Det er jo Sparta, der står med løbet, så det bliver i samarbejde med dem,« siger vagtchef ved politikredsen Anette Ostenfeldt. 

Hun siger videre, at DMI i skrivende stund ikke direkte har varslet for København, hvilket politiet også forholder sig til. 

Dårligt vejr er ikke et nyt syn i Danmark, derfor skal der mere end regn til, før halvmaratonet ville blive aflyst, uddyber Anette Ostenfeldt:

»At det regner og folk bliver våde - det er jo set før.« 

Derfor bliver det en konkret vurdering, hvis løbet skal aflyses. 

Selvom løbet ikke har været i gang længe, er det allerede blevet afgjort, hvem mændenes vinderen er. 

Det blev den kenyanske Nicholas Kipkorir, der først kom over målstregen, skriver Ritzau.

Du kan læse mere om DMIs prognoser for vejret HER