Karin Heurlin troede, at andres klapsalver og det, at hun selv fik 'klappet tingene af' var vejen frem. Men det gjorde, at hun for vild i sit eget liv.

Stofservietterne er strøet og foldet sammen til perfektion. Der er friske blomster i vaserne, og hver en del af de tre retter enten simrer, koger eller bager.

Om lidt kommer Karin Heurlin og hendes mands to vennepar ind ad døren.

LÆS OGSÅ: Alle vil have et rent hjem og varm aftensmad, men ingen anerkender værdien i det

Hun er som musene i Askepot, der forvandler det trivielle til en farvestrålende aften. Det er i hvert fald sådan, hun gerne vil fremstå.

Også selvom hun lige har hvæset af sin mand, fordi han havde hængt et håndklæde ud på badeværelset i en forkert farve.

LÆS OGSÅ: Birgitte Sølvsteins speciale er stress og angst – men så blev hun selv ramt

Om lidt, når de sætter sig til bords, vil hun få dem til at grine. Hun vil underholde gæsterne med sjove anekdoter og huske at spørge ind til det, hun ved, fylder hos dem. Som hun plejer.

'Karin Heurlin tryller igen' skriver hendes veninde til et billede af maden, som hun poster på de sociale medier.

Så sætter de sig alle sammen om spisebordet, og de sociale koder, som Karin ellers plejer at mestre, har hun pludselig svært ved at gennemskue.

Så hun sidder der bare. Ved ikke, hvordan eller hvornår hun skal byde ind eller grine med. Fra hendes plads kan hun se urets viser, der langsomt rykker sig mod tidspunktet, hvor aftenen slutter.

'Det må vi snart gøre igen', siger hun, da de vinker farvel.

Da døren lukker, og Karin går tilbage i køkkenet, kollapser hendes ben under hende i udmattelse. Mens hun sidder der til lyden af sin egen gråd, føler hun sig håbløs.

Der er ikke mere at give af. Det har der i virkeligheden ikke været længe. Hun har ignoreret de mange advarselslamper, der har blinket et stykke tid. Det har nu gjort hende syg.

Syg af stress.

Klappe, klappe, klappe

Karin Herulin er forfatter og har udgivet adskillige romaner. Private er hun gift med Bo, mor til to og har 7 bonusbørn, hvis man tæller med fra både første og andet ægteskab, som hun siger.

»Jeg havde gået med følelsen længe. Følelsen af, at min facade ikke stemte overens med, hvordan jeg havde det indeni.«

Hvor lang tid Karin stod på kanten og balancerede, før hun væltede, er svært at sætte et konkret tidspunkt på.

Men i en lang periode holdt hun sig oppe med tanken om, at hun liiige om lidt ville få et åndehul.

'Vi skal bare lige have konfirmationen ud af verden' blev erstattet med 'jeg skal lige have skrevet bogen færdig' – og sådan fortsatte det.

»Du er hele tiden bagud, og der må ikke ske noget uventet, for så vælter det hele. Det der liv, hvor det hele lige skal 'klappes' af. Jeg synes, at jeg hører mange kvinder sige det. Klappe, klappe, klappe,« siger hun.

Karin fik også klappet tingene. Men det sjove var der ikke meget af, og efterhånden føltes alt som noget, der bare skulle overstås.

»Der gik længere og længere imellem, at jeg grinte. Det var en af de store advarselslamper for mig. Til sidst var jeg ikke særlig sjov, og jeg synes faktisk selv, at jeg ellers er ret sjov.«

Karins mand forsøgte at trænge ind. Han havde svært ved at mærke hende, for hun var ikke sig selv.

Det gjorde hende pissesur. Hvad var det for et angreb at komme med her på sofaen en tirsdag aften?

Generelt var hun irritabel, sur og til tider også grådlabil. Når hun ser tilbage i dag, er hun ikke i tvivl om, at de psykiske symptomer på hendes stress ændrede hendes adfærd, og han havde jo ret den dag i sofaen eller de andre gange, han forsøgte at få hende til at se sig selv udefra.

Men det er svært – især når du har travlt med at huske og sørge for alt. Så er der en mulighed for, at du glemmer det vigtigste.

Det blev startskuddet til Karins nye bog 'Alt det jeg glemte at huske'.

Karins huskeliste

Det var maj 2024, og Karin var officielt syg med stress.

Nu skulle hun bare gå hjem og 'være' i stedet for at gøre noget.

»Det var ikke nemt, for det var det modsatte af, hvad jeg plejede at gøre. I min stressperiode lavede jeg faktisk mere og mere desto mere stresset jeg blev.«

Mens hun mentalt forsøgte at lukke ned for gamle vaner og tankemønstre, åbnede hun et tomt worddokument.

Ikke med hensigten om, at ordene skulle have et publikum. Den blanke side blev fyldt ud med det, der var det vigtigste for hende.

»Der er mange ting, der bliver tydelige, når man ser det på skrift. Jeg vil anbefale alle at skrive fysisk ned, hvad der er vigtigt for en i livet. Jeg indså mange ting undervejs. For eksempel hvor åndssvagt det er at stresse rundt med stofservietter og den rigtige farve håndklæde på badeværelset,« siger hun og fortsætter:

»For hvem var det egentligt, jeg ville imponere? I virkeligheden handlede det ikke om at imponere. Det handlede heller ikke om, at jeg ville være perfekt. Det handlede om, at jeg var bange for at falde igennem.«

Når du bare suser gennem hverdagen, kan det føles lettere at løbe efter noget frem for at stå stille. Sådan var det for Karin.

Antallet af lyttere af hendes podcast eller anmeldelser af hendes bog var det, der fyldte.

»Det gør det stadig, men det skal ikke fylde så meget, som det gjorde.«

Word-dokumentet blev en huskeliste. Og de vigtigste ting på listen er lige så "banale og simple som hos alle andre", som hun siger det.

For det er Karins familie, nærmeste og hendes rolige hverdag, der står øverst.

Og så er det vigtigt at lave noget, der ikke er vigtigt.

»Det kan være at lave et puslespil eller at gå en masse ture.«

Når du begynder at skrive ting ned, store som små, der er eller har føltes vigtige for dig, kan måske det være lettere at gennemskue, hvad der rent faktisk er vigtigt.

For eksempel havde Karin lige holdt konfirmation for sin datter op til sin sygemelding, hvor perlegruset havde krævet en stor mængde energi.

»Men var det vigtigt, at vi fik lagt nyt perlegrus inden festen? Nej, det var det ikke.«

Men Karin lod det ligegyldige fylde, og det krævede en sygemelding og en lang huskeliste at minde hende om, at servietter og konstant anerkendelse ikke er livsnødvendigt.

Alt det jeg glemte at huske

I dag er huskelisten blevet til en bog, som bygger på hendes personlige fortælling med en lang huskeliste.

Der er en del på listen – nogle mere alvorlige end andre. Men selv hvis blot nogle af rådene kan minde andre om det, der let kan glemmes i hverdagen, er Karins håb opfyldt.

Og så er det vigtigt at grine. Også gerne når du læser nogle af rådene, for det har vi (især kvinder) brug for, mener hun.

Råd nr. 1 i kapitlet 'Skønhed for voksne'

Husk, at du ikke behøver give dig selv highfive i spejlet om morgenen.

Det hørte jeg engang en podcast med nogen, der gjorde. Og det havde ændret alt, fordi de havde fået et helt andet selvværd. Så det ville jeg også begynde på, når jeg havde børstet tænder. Jeg gjorde det én gang.

Måske havde det virkelig givet mig et større selvværd, hvis jeg var fortsat. Men jeg orkede ikke lige at miste min selvrespekt. Jeg tror, highfive i spejlet virker for nogen. Men det klædte ikke mig. Og man skal vælge det, der passer til en og ikke bare det, der er moderne.

Sådan skriver Karin i sin bog.

Selvom highfiven i spejlet lød bedre i teorien end i praksis, var det nok et udtryk for, at Karin gerne ville ændre det mindre gode selvværd, hun stod med, før hun blev sygemeldt med stress.

»Jeg har aldrig tænkt, at jeg bare kunne sidde og være mig selv, og det var godt nok.«

Især andres anerkendelse har været vigtig, men det var som om, at hullet indeni aldrig rigtig kunne fyldes ud.

»Jeg havde en følelse af, at hvis jeg ikke gjorde mig umage, så ville jeg ikke være god nok. Så jeg kunne jo godt se, at det var på tide, at jeg stolede på, at underlaget under mig holdt. Selv de dage, hvor jeg bare slappede af og var mig selv. Men det tager tid at lære.«

Det ironiske var, at de ting hun troede, skulle styrke selvværdet og robuste hendes balance, gjorde det modsatte.

»Det er vigtigt at sige, at jeg ikke bare sidder på den anden side og siger, at nu har jeg fundet ud af alt, fordi jeg kæmper jo stadig indimellem med nogle af de ting.«

Men så vender hun blikket tilbage på listen og bliver mindet om, at når hun gør sit bedste, så gør hun nok lidt for meget.

Og billige papirservietter er faktisk helt fint.

'Alt det jeg glemte at huske' udkommer 15. september.