»Europas sommer-charmeoffensiv har fejlet.«
De dystre ord kommer fra en tidligere europæisk udenrigsminister angående de problemer, Europa netop nu står overfor. Og det er kolossale, lyder advarslen.
Den tidligere litauiske udenrigsminister Gabrielius Landsbergis har på både X og sin egen hjemmeside beskrevet en sommer, hvor Europa forsøgte, men fejlede.
Specielt når det kommer til den amerikanske præsident, Donald Trump.
Et af punkterne i Landbergis' opslag hedder ganske enkelt: 'At formilde præsident Trump'.
Det er her, den tidligere udenrigsminister beskriver, hvordan Europas charmeoffensiv overfor Donald Trump er slået fejl.
Det har tidligere ført til overskrift på overskrift, at den hollandske Nato-generalsekretær, Mark Rutte, kaldte Trump for 'Daddy', da en næsten samlet forsvarsalliance blev enige om at sætte medlemslandenes bidrag op til fem procent.
Samtidig blev Europakommissionens formand, Ursula von der Leyen, også stærkt kritiseret for sin håndtering af Trump, da en toldaftale blev offentliggjort.
Og senest blev en række europæiske topledere med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i spidsen skudt i skoene, at de fedtede for Trump, da de var på besøg i Det Hvide Hus sidste måned.
Landbergis beskriver det som 'tilbedelse' af Trump med 'pilgrimsrejser til Washington'.
Og det kobler han sammen med situationen i Ukraine, hvor man ikke – som Trump ellers havde sagt – er kommet nærmere en fred eller for den sags skyld har set Rusland mindske krigsindsatsen i Ukraine.
Dernæst bemærker han, at USA har varslet, at de vil neddrosle deres militære tilstedeværelse i flere baltiske stater og dele af Østeuropa, ligesom han beskriver en frygt for, at Trump vil lette sanktioner mod Rusland.
»Det bør ikke komme som en overraskelse, for vi var advaret for længe siden. Hvis vi spilder tiden, er det vores egen fejl,« skriver Landbergis.
De dystre pointer fra den tidligere udenrigsminister kan en dansk ekspert sagtens se logikken i.
»Landbergis kan sagtens have ret i, at vi har tabt kampen om at få USA tilbage,« siger forsvarsanalytiker og studielektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen til B.T.
»De europæiske ledere har rost og takket Trump, Rutte har kaldt ham 'Daddy', og man har givet ham de fem procent bidrag til Nato. Og ingen af de anstrengelser har fået Trump tilbage,« siger den danske ekspert.
Han bemærker dog, at alt ikke udelukkende er skidt, når det kommer til de europæiske lederes charmeoffensiv overfor Trump.
Specielt når det kommer til situationen i Ukraine.
»Det kan godt være, man ikke har fået Trump tilbage, men man har formået at stoppe katastrofen, som var ved at udvikle sig med et fuldt stop af støtte til Ukraine og overgivelse af ukrainske regioner til Rusland,« siger den danske ekspert.
»Men hvis missionen var at få Trump tilbage, så er den mislykkedes,« slutter han.