Den konservative aktivist og Donald Trump-støtter Charlie Kirk blev onsdag skudt under et debatmøde på Utah Valley University i den amerikanske delstat Utah.
Nyheden gik allerede verden rundt, inden Charlie Kirk blev erklæret død.
I dag mødtes flere danskere på Toga Vinstue for at mindes den borgerlige aktivist, som formanden for Dansk Regnbueråd, Jesper W. Rasmussen, har taget initiativ til.
»Charlie Kirk var en af dem, der lærte særligt de unge fyre, hvordan man kunne argumentere tilbage mod venstrefløjen, og at det var vigtigt at tage dialogen. Også med dem, man var uenig med,« siger han i sin tale til arrangementet.
Jesper W. Rasmussen kunne dog ikke komme igennem talen uden at fælde en tåre.
»Fuck, jeg var så tæt på at komme igennem det her. Men jeg har været rigtig ked af det.«
Deltagerne var ifølge B.T.s udsendte socialdemokrater, moderate konservative og folk på den yderste højrefløj. Men iblandt var også komiker og tv-vært Lasse Rimmer.
Det bekendtgjorde Lasse Rimmer selv, at han ville være i et opslag på Facebook lørdag:
»Ikke fordi jeg var enig med ham i hans synspunkter. Og ikke fordi jeg derfor synes, at andre eksempler på åbenlyst uforsvarlig, politisk vold er mindre vigtige.«
»Men fordi jeg håber at møde andre deltagere, som jeg heller ikke er enig med i alting,« skriver han.
Lasse Rimmer tog komiker Brian Mørk med under armen, der er rørt over situationen.
»Jeg kunne ikke andet end at være her. Og det er meget rørende, fordi her er folk af så mange forskellige politiske overbevisninger. For kampen for ytringsfrihed er ikke en fløjting,« siger han til B.T.
Undervejs blev der også holdt et minuts stilhed for Charlie Kirk.